En stor dag

Én efter én bliver kvinderne – og de mænd, der har deltaget i kurset – kaldt op på scenen. Men håndtryk og kindkys modtager de et diplom med deres navn, samt organisationens og et af La Paz’ universiteters logoer, som bevis på at de nu er uddannet i politisk ledelse og fortalervirksomhed.

Direktøren Alicia hænger en lyslilla roset med en lille hilsen om halsen på kvinderne, og de poserer til fotografering.

Det er en stor dag! Jeg har i alt fulgt kvinderne i 3 ½ måned nu, og ved, at mange af dem kun har gået få år i skole, og har svært ved at læse og skrive. Nogle af dem har slet ikke lært det. At få en uddannelse – et diplom – fra universitetet er noget, mange af dem aldrig har turdet drømme om, så derfor er de tydeligvis rørte, da de står på universitetets scene midt i La Paz. Jeg bliver også lidt rørt – for de er virkelig nogle seje kvinder, med masser af energi, selvtillid og visioner om at ændre samfundet. Der bliver holdt taler og sagt store ord, om kvinders og indianske folks indflydelse på Bolivias politik, og om at alle muligheder ligger åbne, man skal bare turde tro på det og følge sine mål. Jeg håber, nogle af kvindernes drømme lykkes!

Organisationen fra El Alto samarbejder med universitet for at sikre at kursets indhold er af en høj kvalitet, og som direktøren Alicia siger, så er det også meget værd for kvinderne at kunne vise et diplom fra en anerkendt uddannelsesinstitution, hvis de f.eks. ønsker at stille op til politisk valg (på lokalt eller nationalt plan). Kurset består af syv moduler af tre dage, og derudover er der en række eksamener og krav om at kvinderne videreformidler det, de har lært, i deres lokalsamfund. Måske svarer kursernes indhold lidt til det, man kan lære på Folkeuniversitetet derhjemme.

Efter den højtidelige dimission er der fotografering foran universitetet, og kvinderne myldrer rundt. Alle vil have taget et billede sammen med mig, hiver og slider i mig. Det er min sidste rigtige dag på feltarbejde, og egentlig skulle jeg jo sige pænt farvel, men alting ender i stedet i lidt af et kaos af konfetti, blomster, diplomer, billeder, gruppeopstillinger, email-adresser, invitationer, gaver og giftetilbud. Og pludselig er de alle væk.

Jeg trisser ned til en bus sammen med to af kvinderne, der snakker løs – de er glade, stolte og lettede. Men samtidig har de også travlt: de skal hjem og hente børn, og så på markedet og tjene penge i de sidste dage op til jul. Der er ikke meget tid til at hvile på laurbærene i Bolivia.