tirsdag den 6. december 2011

Drikkevand og indflydelse


Vi kører gennem det smukke Andes-højland, mod det yderste hjørne af La Paz provinsen. Passerer får og lamaer, knoldede bjerge, stenbrud, tørt græs og mudrede småfloder. I horisonten hænger nogle truende sorte skyer.

Vejen, som ind i mellem er ganske off road, fører ud til Maclovias landsby. Hun er en ’autoritet’ – dvs. besidder en traditionel lederpost – i et lille lokalsamfund. Jeg kender Maclovia fra organisationerne i El Alto. Dagens tur går ud for at se til landsbyens vandprojekt, som hun er ansvarlig for.

I dag er der kun nogle spredte vandpumper ved byen (der består af omkring 50 husstande, samt nogle spredte små landbrugsejendomme), og en af pumperne er næsten tørret ud. Vandet i en lille flod, som løber gennem det rå bjerglandskab, er salt. Derfor er det en ret stor ting, at der for nylig er fundet en kilde med friskt, rent drikkevand i bjergene nogle kilometer fra landsbyen.

Da vi ankommer, er en lille håndfuld lokale i gang med at grave render, gøre klar til at lægge ledninger og de har støbt fundamentet til en vandbeholder, der kan opsamle de liter vand, der hele tiden pibler frem fra kilden.

Maclovia har ikke selv boet i landsbyen siden hun var barn. Men hendes gamle forældre bor stadig på familiens landsted, og derfor har hun ifølge det traditionelle system pligt til at bidrage til udviklingen og ledelsen af det lille lokalsamfund. Hun er valgt som ’autoritet’ for en periode på to år – en ulønnet men ærefuld post – og selvom det er med stolthed, hun viser sin landsby og dens projekter frem (ud over vandforsyningen, drejer det sig om noget vævning og planer om at starte et lille mejeri med yoghurt- og osteproduktion) lægger hun ikke skjul på, at det bliver en stor lettelse for hende, når perioden udløber om kort tid:

Som en af lokalsamfundets første kvindelige ledere, har det ind i mellem været en hård kamp for Maclovia at få mændene til at lytte til, hvad hun har at sige, og overhovedet at få adgang til landsbyautoriteternes møder. Men hun ved, at det er hendes ret og pligt at bidrage til landsbyens udvikling, og hun har fået selvtillid og mod på kurserne i El Alto. Og derfor vil hun ikke give op, siger hun, for kvinderne kan skabe store forandringer.

Da vi kører tilbage ad de smukke bjergveje, kommer vi igennem en voldsom, lokal regn- og haglbyge. Vi har hele tiden kunnet se, hvordan en kraftig regn har bevæget sig gennem bjergene, og jeg er glad for, at vi har selv udgået den. Men Maclovia beder en lille bøn om, at regnen vil bevæge sig op til hendes tørre landsby og fylde kilden i bjergene op med masser af frisk vand.
Vand er liv - og en mangelvare på disse kanter.

Maclovia får en snak med nogle af de lokale mænd, der er ved at lægge vandrør...

Græssende køer og får i Andesbjergene

Maclovia med sin familie foran landsbyens kirke

mandag den 14. november 2011

Hvordan man uddanner aymara-ledere

Uddannelsen af kvindelige aymara-ledere i El Alto er lidt af et ideologisk projekt.

Den NGO (ikke-statslige organisation), jeg især besøger, har arbejdet for at forbedre kvindernes muligheder for at få mere indflydelse i deres egne lokalsamfund og i politik igennem 22 år. Og ifølge la directora, er der sket kæmpestore forbedringer. Da hun (som en af de få aymara-kvinder) gik på universitetet i 1980'erne, måtte hun skille sig af med sin pollera-kjole, og alligevel oplevede hun dagligt diskrimination. I dag er der indianske kvinder, der er blevet valgt ind i parlamentet, og mange flere kvinder har fået en uddannelse.

- Det handler i høj grad om at give kvinderne viden og værktøjer til at turde tale i det offentlige rum og få indflydelse. De vokser og får selvtillid, når de lærer. Der er kvinder, som var generte og analfabeter, da vi mødte dem første gang. I dag er de dygtige ledere!

Flere og flere indianske kvinder efterspørger at lære om deres egne rettigheder og muligheder. De vil have mere at skulle have sagt.

Organisationen har bl.a. et uddannelsesprogram i politisk ledelse for aymara-kvinder. Det er ikke nødvendigvis fordi kvinderne vil være politikere, men de ønsker at få indflydelse og forbedre forholdene i de landsbyer, de kommer fra.

En weekend om måneden mødes de i El Alto, og lærer om temaer som menneskerettigheder, kvinders rettigheder, aymara-folkets kultur og historie, ligestilling, hvordan man organiserer sig, ledelsesteknik etc.

En typisk dag kan f.eks. se sådan her ud:


Nogle af dagens deltagere bliver inviteret til at åbne kurset med et par
velkomst-ord. Det foregår som oftest på en god blanding af spansk og aymara.


Der er undervisning i hvordan man arbejder med projekter. Kvinderne lytter og diskuterer ivrigt med. Pisken, nogle af dem bærer over skulderen, viser, at de er autoriteter i deres lokalsamfund.

Frokostpause. Der er en lang kø til køkkenet, som serverer ch'airo (en særlig suppe
med frysetørrede kartofler), ris og linser. I pauserne er der god tid til hyggesnak!
 
Om eftermiddagen er der gruppearbejde. Først vælger kvinderne en præsident og en
sekretær. Der er selvfølgelig coca på bordet (som man tygger for at få mere energi).

Kvinderne skal øve sig i at udforme et projekt. De beslutter sig for,
at det skal handle om at få rent drikkevand til en af deres landsbyer.

Gruppearbejde kræver lidt tålmodighed - men det kender vi jo også derhjemme...

De yngste deltagere er vist mere optaget af at snakke om drenge og sende sms'er!

tirsdag den 8. november 2011

Bryllup på boliviansk

Sidste lørdag var jeg til bryllupsfest hos Virginia og Gustavo i El Alto. Jeg havde godt nok aldrig mødt dem før, men en fælles veninde havde inviteret mig – og opfordret mig til også at invitere mine veninder: for et stort bryllup er et godt bryllup.

På invitationen, der var foldet i guldpapir og havde form som en gave, stod der, at festen begyndte kl. 16.30. Da vi ankom – fem gringas og min veninde Rosmery fra El Alto – kl. lidt over fem, var der ikke en sjæl i den oppyntede festsal. Der hang ranker med røde og hvide balloner på væggene, og stolene var pyntet med hvidt stof og store røde tyl-sløjfer. DJ’en spillede op fra en balkon, og en masse tjenere vimsede rundt og rettede på bordene og lavede drinks.

Vi købte en bryllupsgave i en dertil indrettet bod foran festlokalet, og efter ca. en time dukkede brudeparret og deres nærmeste familie op. Det klassiske bryllups-tema spillede, da den hvide brud og hendes gom trådte ind i lokalet, og der blev kastet med konfetti og tændt op i sæbeboblemaskinen. Parret dansede i det halvtomme festlokale, først med hinanden, og derefter med forældrene.
Helt omvendt af den danske tradition, hvor brudevalsen bliver gemt til sidst.

Virginia og Gustavos brudevals

Egentlig skete der ikke så meget de næste par timer. Der var velkomstdrink og en lille tale, og ellers sad vi få gæster ved bordene og fik lidt at spise og drikke. Og så begyndte folk at dukke op.

Alle gæster skulle gøre entré med deres gaver efter en helt særlig procedure: Nogle havde medbragt kasser med øl som gave. Det blev alt sammen omhyggeligt noteret af en kvinde ved indgangen.
Brud, brudgom, deres forældre og madrinaen, som havde sponsoreret bryllupskagen, stod på en række foran indgangen. Vi fik en ekstra håndfuld konfetti, som vi dryssede i håret på festens hovedpersoner, mens vi kindkyssede og hilste på dem en efter en. Gaverne blev overrakt, og så kom der en tjener med en bakke med drinks. Vi skålede med brudparret, som opfordrede os til at bunde – først to farvestrålende drinks, så et glas med øl. Var man for langsom til at drikke ud, ”truede” tjeneren med mere øl.
Bagefter kom brudeparret, forældrene og madrinaen på en række over til os, og gav kindkys og sagde tak fordi vi var kommet til deres fest.

Og så var man ligesom i gang.

Der blev danset på to lange rækker – her i de kolde Andesbjerge er der ikke tradition for så meget fysisk kontakt som i de varmere dele af landet – hvor vi stod over for hinanden og dansede til en god blanding af morenada, cumbia og engelske 80’er-hits. Nogle gæster havde stiletter, festkjoler og jakkesæt på, andre mere almindeligt hverdagstøj, og endelig var der en del cholitaer i deres traditionelle aymara-skørter og bowlerhat.

Tjenerne gik med jævne mellemrum gennem de to dansende rækker og bød på appelsinjuice-shots, og brudeparret dansede storsmilende med hinanden, når de ikke lige skulle hen og tage imod flere gæster.

Og sådan fortsatte festen vist egentlig resten af aftenen…

Svanekarret med masser af konfetti til brudparret

Gæsterne gør entré

Mig sammen med de glade nygifte og madrinaen Silvia, der har en virkelig
flot pollera (den traditionelle aymara-kjole) på i dagens festlige anledning.
Invitation: Til Ulla med amigos y amigas...

Lucha Libre og kvindehævn i El Alto

En festklædt cholita (kvinde i det traditionelle aymara tøj med mange nederdele, farvestrålende sjal og bowlerhat) gør dansende entre til temamelodien for Rambo-filmen. Hun hvirvler rundt, svinger med skørterne, poserer og flirter lidt med det hujende publikum. Så springer hun elegant op i bokseringen, og udstøder et selvsikkert kampskrig mod sin sort-og-hvid-stribede modstander. Cholitaen er nemlig wrestler og går under navnet Martha La Alteña.

Søndag var jeg til lucha libre, eller wrestling, i El Alto. Denne folkelige og bizarre udklædnings-klovnesport er særdeles populær blandt los alteños – så det skulle da opleves. Det var dog ikke mine informanter fra El Alto, men derimod mine nye bofæller (jeg er flyttet i en ny lejlighed i centrum af La Paz), der havde inviteret mig med.

Martha La Alteña klar til kamp

De to kampklare modstandere danser rundt om hinanden, tager livtag, og den stribede mandlige wrestler (skulle han forestille en undsluppet fange, eller hvad??) kaster cholitaen gennem luften. Hun lander med et brag på gulvet. Auvvvvvvvvv!! råber publikum medfølende.

De forreste rækker i sportshallen er forbeholdt turister, mens bænkene ude langs væggene er til bolivianerne. Der er to forskellige priser, så vi ”gringos” betaler godt tre gange så meget for en billet, som de lokale, der kommer ind for 12 kr. Til gengæld får vi serveret popcorn og souvenirs.

Den stribede wrestler får godt med tæsk, men pludselig slår han en kolbøtte ud af ringen, og løber over til en bod der sælger sandwich. Her griber han en metalbakke, så sandwichene flyver til alle sider, og sprinter tilbage til bokseringen og cholitaen. Han begynder at banke løs på hende med metalbakken, og den mandlige dommer er tydeligvis godt tilfreds med kampens udvikling. Da kvinden ligger ned begynder begge mænd teatralsk at sparke løs på hende: hun er jo en kvinde, hun skal ikke komme for godt i gang!

Publikum – både de lokale og turisterne – eksploderer: Der flyver halvspiste sandwich, plastikflasker og andet skrald gennem luften, akkompagneret af vrede buuuuh-råb.

Heldigvis tager cholitaen hævn – hun er jo naturligvis lidt smartere end de to mænd – og giver dommeren en ordentlig omgang bank med sandwichbakken, og jagter sin modstander rundt i manegen. Til sidst få hun ham i gulvet og modtager stående bifald fra publikum.

Hele showet var selvfølgelig helt overdrevet langt (i løbet af 3½ time blev vi bl.a. præsenteret for ulvemanden, skelettet, den tykke mand i stram glinsende gymnastikdragt, flere aggressive cholitaer og ikke mindst: en større opvisning i kreativ hustruvold). Der var fyrværkeri og lyserøde røgskyer, 80er-hits, trækasser der blev smadret, og wrestlere, der landede på skødet af publikum.

Men det sjoveste var nok at opleve, hvordan ”de lokale” gik op i kampen med liv og sjæl.
Ovenpå en kursusweekend (i en af de aymara-organisationer, jeg besøger) om kvinders rettigheder i forhold til psykisk, fysisk og seksuel vold, hvor jeg havde set flere kvinder græde stille under oplæggene, gjorde det indtryk at se, hvordan cholita-wrestlerne bliver tiljublet som helte, når de får hævn over de voldelige mænd.

For faktisk var der mange "ægte" cholitaer på tilskuerrækkerne.

I får også lige et par glimt fra de øvrige kampe:

Fugleskræmsel-wrestler har overtaget...


Denne kamp havde mest af alt karakter af blodig hustruvold!


Skelet-wrestleren var også en ret så sej danser...

lørdag den 29. oktober 2011

Cocablade og spådomme

Den anden dag var jeg med en af kvinderne, jeg har mødt på et kursus i politisk ledelse, på besøg hos en spåmand.

- Du kender godt cocabladene, ikke? sagde hun, da vi mødtes i El Alto. Dem, som vi altid tygger på kurset for at få mere energi, og for at vise Moder Jord vores respekt. Og som man bruger til at lave coca-te. Jeg vil gerne have, at du skal opleve hvilken kraft de her blade har! De er hellige, og en dygtig yatiri kan læse fremtiden ved hjælp af cocablade.

Vi gik gennem nogle markedsgader og kom ind på en støvet jordvej, hvor der brændte små sødligt duftende offerbål foran skurene på begge sider af vejen. Foran flere af dørene hang der skilte med budskaber om, at her kunne man få en åndelig konsultation.

Ved en lille plads med en Kristus-statue standsede vi op, og min veninde spurgte efter Don Pedro.
Vi blev vist ind i et lillebitte rum/skur, hvor vi satte os på en bænk med et fåreskind. På væggene hang der små farvestrålende billeder af Jesus og en stor aymara-kalender med billeder af en række historiske folkehelte. Så dukkede Don Pedro, der var yatiri eller spåmand, op: En ældre mand i læderjakke og strikket hue med øreklapper.

Min veninde betalte ham 5 bolivianos, som han stak ind under et stykke vævet stof, mens hun forklarede, at vi var der på vegne af hendes veninde. Hun havde haft nogle drømme, som hun ikke kunne tyde, og da veninden befandt sig i en anden by, sendte hun os.
Spåmanden nikkede indforstået, lagde hænderne på stofstykket og sagde flere gange: I helligåndens navn, efterfulgt af en remse på aymara. Derefter åbnede han sit stofstykke, som var fyldt med tørrede cocablade, lagde de 5 bolivianos på en række og et lille krucifiks ovenpå. Seks cocablade blev lagt op på to rækker. Min veninde spurgte, på vegne af sin veninde, om en person ved navn Ramiro ville dukke op til en bryllupsfest, vi skulle til et par dage senere. Spåmanden kastede en håndfuld af bladene, et efter et, og ud fra det mønster bladene dannede, kunne han forudsige, at denne Ramiro sandsynligvis ikke kom.

Ligeledes kunne yatirien ved hjælp af sine cocablade bl.a. fortælle, at venindens sygdom, som hun var blevet opereret for, var helt kureret. At hendes far ville kunne hjælpe hende med at betale en stor udgift, der ventede forude. Og at det ville være en god idé, hvis min veninde forærede brudeparret noget tøj, i forbindelse med det forestående bryllup.

Så var sessionen forbi. Min veninde spurgte, om jeg ville spås, men jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle spørge Don Pedro om. Den kloge, gamle mand pakkede sit stofstykke sammen, gabte, og lod os forstå at vi kunne gå.

Bagefter udspurgte jeg min veninde om, hvad der var sket i det lille skur. Hun fortalte, at hun selv jævnligt konsulterer Don Pedro, når hun står foran nogle vigtige beslutninger. Der findes masser af yatirier, men det er ikke dem alle sammen, der kan finde ud af at spå, eller siger sandheden, sagde hun. Når man har fundet én, der ved hvad han taler om, er det med at holde fast i og bevare et godt forhold til ham.

Jeg har desværre ingen billeder fra den lille session.
Det må blive næste gang, ojala.

tirsdag den 18. oktober 2011

Valgnederlag

Jeg skylder vist en opdatering på søndagens valg?

Regeringens intention om at demokratisere Bolivias retssystem ser ikke ud til at være særligt vellykket. Ifølge flere avisoverskrifter (stemmerne er endnu ikke gjort endeligt op) deltog under 40 % af bolivianerne i landets første justitsvalg med gyldigt afkrydsede stemmesedler.
Omkring 15 % stemte blankt og over 45 % havde stemt ”NULO”, dvs. streget kandidaterne over i protest mod valget.

På trods af dette resultat, gælder summen af de gyldige stemmer.

Præsidenten ønskede landet tillykke med valget og den høje stemmeprocent, men alle, jeg har talt med, ser valgresultatet som et nederlag for Evo Morales. Da kun få rigtigt have forstået, hvad valget gik ud på, endte afstemningen nemlig med at have karakter af en meningsmåling: for eller imod Evo.

Yara får udleveret sin stemmeseddel

Jeg var med min værts-familie oppe at stemme på den lokale skole. Solen brændte, stemningen var afslappet, og køerne til valgbordene var overraskende nok ikke længere, end de ville have været hjemme i DK.

- Man kan tydeligt se, hvordan tiderne har skiftet, forklarede min værts-mor Yara, da hun stod med stemmesedlen i hånden. For ti år siden ville en stor del af kandidaterne have været her fra Zona Sur (hvor La Paz’ højere middelklasse bor), men nu kender jeg ikke én eneste af dem.

Det var i øvrigt en meget stille og rolig dag, for valgdage i Bolivia er bilfrie dage – en tradition der skal hindre folks mobilitet og dermed valgsnyd – så vi kunne ikke lave så meget andet end at hygge med familien herhjemme.

I morgen har TIPNIS-marchen (se tidligere blog-indlæg) meldt sin ankomst til La Paz. Protest-marchen og dens tusindvis af støtter, er ligesom valget en indikator på, at den tidligere så populære præsident for tiden står over for en række store udfordringer.

fredag den 14. oktober 2011

Det demokratiske retsvæsen?

På søndag er der justitsvalg i Bolivia. Det vil sige, at folket skal vælge dommere til landets domstole og forfatningsdomstolen.

Regeringen er stolt af, at der med valget bliver skrevet historie i Bolivia – der er stort fokus på, at det er første gang et sådant valg finder sted i Sydamerika. Jeg har heller aldrig hørt om lignende tilfælde andre steder i verden.
På de statslige tv-kanaler har der kørt kampagner, hvor to indianske kvinder smilende fortæller hinanden, at Bolivia nu er ved at blive endnu mere demokratisk, fordi folket får større direkte indflydelse: ”Der er også oprindelige folk blandt kandidaterne til valget. Vi er alle sammen lige, vi har alle de samme muligheder”.
Og der er konstant tv-spots med: ”Husk nu at stemme den 16. oktober”.


"Vi demokratiserer retsvæsnet. Vi skriver historie."

"Ingen skal bestemme for dig. Stem og vælg!"

Det er lovpligtigt at stemme, hvis man udebliver får man en bøde.

Upartisk eller uforståeligt
Et stort dilemma er, at det er forbudt for kandidaterne at føre valgkamp. Til et valg-informationsmøde, jeg var med til, blev det forklaret, at hverken kandidaterne selv, medierne eller de politiske partier må lave propaganda, fordi det ikke er et politisk valg. Kandidaterne skal vælges ud fra deres kvalifikationer – som er beskrevet med ca. 20 linjer i et gratis valghæfte.
- Det juridiske organ skal være uafhængigt og transparent, I må læse informationerne og beslutte, hvem I mener, kan varetage opgaven upartisk og uafhængigt, som informationsmedarbejderne sagde.

Men den manglende valgkamp betyder at ingen, jeg har talt med, forstår valget. Hvad skal de stemme om, på hvem og hvorfor?

Til et møde for kvindelige ledere i tirsdags, begyndte de, jeg sad sammen med, at finde valghæfte og stemmesedler frem. De bladrede hurtigt hæftet igennem, og fandt de kandidater, der kommer fra La Paz regionen. Herefter valgte de mændene fra, og satte de fem mulige kryds ved kvindelige kandidater på stemmesedlen:
- Vi skal stemme på kvinderne, kvinderne skal have mere indflydelse. Og det skal være dem fra vores egen region, de kan repræsentere os, sagde en af dem. Hun vidste ikke, hvad disse kvinders kvalifikationer som dommere var, men hun var enig med sine side-kammerater om, at det lokale/etniske repræsentantskab var vigtigt. Kvinderne blev også enige om, at det er deres pligt som ledere at gå rundt i lokalsamfundet og banke på, og fortælle naboerne, at de skal sætte deres kryds ved disse kandidater på søndag:
- For folk aner jo ikke, hvad det handler om, og hvad de skal gøre.

I centrum af La Paz: Egentlig er det forbudt at føre valgkamp.
Men en Aymara-kvinde kan gemme mange ting i bowlerhatten...
Rygter og sandheder
Det har ikke været muligt for mig at finde ud af, hvordan de 74 kandidater er blevet udvalgt. Rygtet siger, at 90% af dem er medlemmer af regeringspartiet MAS (Movimiento al Socialismo), men det står der ikke noget om i valghæftet. Min værts-far sagde den anden dag:
- Hvis det her valg bliver gennemført, og dommerne er i lommen på regeringen, så tror jeg virkelig ikke, jeg kan betegne Bolivia som et demokrati længere.

Oppositionen har ført en stor kampagne for, at folk skal stemme NEJ (dvs. ikke stemme blank, men skrive NEJ hen over stemmesedlen. Hvis tilstrækkeligt mange bolivianere gør det, vil valget blive annulleret). Hvad der er rygter, og hvad der er fakta, er en jungle at finde ud af. Enhver har sin egen version af sandheden, virker det til. 

Det bliver spændende at se, hvad der sker på søndag!

Valghæfte, afkrydsede stemmesedler og "stem NEJ kampagne"