Bryllup på boliviansk

Sidste lørdag var jeg til bryllupsfest hos Virginia og Gustavo i El Alto. Jeg havde godt nok aldrig mødt dem før, men en fælles veninde havde inviteret mig – og opfordret mig til også at invitere mine veninder: for et stort bryllup er et godt bryllup.

På invitationen, der var foldet i guldpapir og havde form som en gave, stod der, at festen begyndte kl. 16.30. Da vi ankom – fem gringas og min veninde Rosmery fra El Alto – kl. lidt over fem, var der ikke en sjæl i den oppyntede festsal. Der hang ranker med røde og hvide balloner på væggene, og stolene var pyntet med hvidt stof og store røde tyl-sløjfer. DJ’en spillede op fra en balkon, og en masse tjenere vimsede rundt og rettede på bordene og lavede drinks.

Vi købte en bryllupsgave i en dertil indrettet bod foran festlokalet, og efter ca. en time dukkede brudeparret og deres nærmeste familie op. Det klassiske bryllups-tema spillede, da den hvide brud og hendes gom trådte ind i lokalet, og der blev kastet med konfetti og tændt op i sæbeboblemaskinen. Parret dansede i det halvtomme festlokale, først med hinanden, og derefter med forældrene.

Helt omvendt af den danske tradition, hvor brudevalsen bliver gemt til sidst.



Virginia og Gustavos brudevals



Egentlig skete der ikke så meget de næste par timer. Der var velkomstdrink og en lille tale, og ellers sad vi få gæster ved bordene og fik lidt at spise og drikke. Og så begyndte folk at dukke op.

Alle gæster skulle gøre entré med deres gaver efter en helt særlig procedure: Nogle havde medbragt kasser med øl som gave. Det blev alt sammen omhyggeligt noteret af en kvinde ved indgangen.

Brud, brudgom, deres forældre og madrinaen, som havde sponsoreret bryllupskagen, stod på en række foran indgangen. Vi fik en ekstra håndfuld konfetti, som vi dryssede i håret på festens hovedpersoner, mens vi kindkyssede og hilste på dem en efter en. Gaverne blev overrakt, og så kom der en tjener med en bakke med drinks. Vi skålede med brudparret, som opfordrede os til at bunde – først to farvestrålende drinks, så et glas med øl. Var man for langsom til at drikke ud, ”truede” tjeneren med mere øl.

Bagefter kom brudeparret, forældrene og madrinaen på en række over til os, og gav kindkys og sagde tak fordi vi var kommet til deres fest.

Og så var man ligesom i gang.

Der blev danset på to lange rækker – her i de kolde Andesbjerge er der ikke tradition for så meget fysisk kontakt som i de varmere dele af landet – hvor vi stod over for hinanden og dansede til en god blanding af morenada, cumbia og engelske 80’er-hits. Nogle gæster havde stiletter, festkjoler og jakkesæt på, andre mere almindeligt hverdagstøj, og endelig var der en del cholitaer i deres traditionelle aymara-skørter og bowlerhat.

Tjenerne gik med jævne mellemrum gennem de to dansende rækker og bød på appelsinjuice-shots, og brudeparret dansede storsmilende med hinanden, når de ikke lige skulle hen og tage imod flere gæster.

Og sådan fortsatte festen vist egentlig resten af aftenen…

Svanekarret med masser af konfetti til brudparret

Gæsterne gør entré

Mig sammen med de glade nygifte og madrinaen Silvia, der har en virkelig
flot pollera (den traditionelle aymara-kjole) på i dagens festlige anledning.

Invitation: Til Ulla med amigos y amigas...

Lucha Libre og kvindehævn i El Alto

En festklædt cholita (kvinde i det traditionelle aymara tøj med mange nederdele, farvestrålende sjal og bowlerhat) gør dansende entre til temamelodien for Rambo-filmen. Hun hvirvler rundt, svinger med skørterne, poserer og flirter lidt med det hujende publikum. Så springer hun elegant op i bokseringen, og udstøder et selvsikkert kampskrig mod sin sort-og-hvid-stribede modstander. Cholitaen er nemlig wrestler og går under navnet Martha La Alteña.

Søndag var jeg til lucha libre, eller wrestling, i El Alto. Denne folkelige og bizarre udklædnings-klovnesport er særdeles populær blandt los alteños – så det skulle da opleves. Det var dog ikke mine informanter fra El Alto, men derimod mine nye bofæller (jeg er flyttet i en ny lejlighed i centrum af La Paz), der havde inviteret mig med.

Martha La Alteña klar til kamp

De to kampklare modstandere danser rundt om hinanden, tager livtag, og den stribede mandlige wrestler (skulle han forestille en undsluppet fange, eller hvad??) kaster cholitaen gennem luften. Hun lander med et brag på gulvet. Auvvvvvvvvv!! råber publikum medfølende.

De forreste rækker i sportshallen er forbeholdt turister, mens bænkene ude langs væggene er til bolivianerne. Der er to forskellige priser, så vi ”gringos” betaler godt tre gange så meget for en billet, som de lokale, der kommer ind for 12 kr. Til gengæld får vi serveret popcorn og souvenirs.

Den stribede wrestler får godt med tæsk, men pludselig slår han en kolbøtte ud af ringen, og løber over til en bod der sælger sandwich. Her griber han en metalbakke, så sandwichene flyver til alle sider, og sprinter tilbage til bokseringen og cholitaen. Han begynder at banke løs på hende med metalbakken, og den mandlige dommer er tydeligvis godt tilfreds med kampens udvikling. Da kvinden ligger ned begynder begge mænd teatralsk at sparke løs på hende: hun er jo en kvinde, hun skal ikke komme for godt i gang!

Publikum – både de lokale og turisterne – eksploderer: Der flyver halvspiste sandwich, plastikflasker og andet skrald gennem luften, akkompagneret af vrede buuuuh-råb.

Heldigvis tager cholitaen hævn – hun er jo naturligvis lidt smartere end de to mænd – og giver dommeren en ordentlig omgang bank med sandwichbakken, og jagter sin modstander rundt i manegen. Til sidst få hun ham i gulvet og modtager stående bifald fra publikum.

Hele showet var selvfølgelig helt overdrevet langt (i løbet af 3½ time blev vi bl.a. præsenteret for ulvemanden, skelettet, den tykke mand i stram glinsende gymnastikdragt, flere aggressive cholitaer og ikke mindst: en større opvisning i kreativ hustruvold). Der var fyrværkeri og lyserøde røgskyer, 80er-hits, trækasser der blev smadret, og wrestlere, der landede på skødet af publikum.

Men det sjoveste var nok at opleve, hvordan ”de lokale” gik op i kampen med liv og sjæl.

Ovenpå en kursusweekend (i en af de aymara-organisationer, jeg besøger) om kvinders rettigheder i forhold til psykisk, fysisk og seksuel vold, hvor jeg havde set flere kvinder græde stille under oplæggene, gjorde det indtryk at se, hvordan cholita-wrestlerne bliver tiljublet som helte, når de får hævn over de voldelige mænd.

For faktisk var der mange "ægte" cholitaer på tilskuerrækkerne.

I får også lige et par glimt fra de øvrige kampe:

Fugleskræmsel-wrestler har overtaget...

Denne kamp havde mest af alt karakter af blodig hustruvold!

Skelet-wrestleren var også en ret så sej danser...

Cocablade og spådomme

Den anden dag var jeg med en af kvinderne, jeg har mødt på et kursus i politisk ledelse, på besøg hos en spåmand.

- Du kender godt cocabladene, ikke? sagde hun, da vi mødtes i El Alto. Dem, som vi altid tygger på kurset for at få mere energi, og for at vise Moder Jord vores respekt. Og som man bruger til at lave coca-te. Jeg vil gerne have, at du skal opleve hvilken kraft de her blade har! De er hellige, og en dygtig yatiri kan læse fremtiden ved hjælp af cocablade.

Vi gik gennem nogle markedsgader og kom ind på en støvet jordvej, hvor der brændte små sødligt duftende offerbål foran skurene på begge sider af vejen. Foran flere af dørene hang der skilte med budskaber om, at her kunne man få en åndelig konsultation.

Ved en lille plads med en Kristus-statue standsede vi op, og min veninde spurgte efter Don Pedro.

Vi blev vist ind i et lillebitte rum/skur, hvor vi satte os på en bænk med et fåreskind. På væggene hang der små farvestrålende billeder af Jesus og en stor aymara-kalender med billeder af en række historiske folkehelte. Så dukkede Don Pedro, der var yatiri eller spåmand, op: En ældre mand i læderjakke og strikket hue med øreklapper.

Min veninde betalte ham 5 bolivianos, som han stak ind under et stykke vævet stof, mens hun forklarede, at vi var der på vegne af hendes veninde. Hun havde haft nogle drømme, som hun ikke kunne tyde, og da veninden befandt sig i en anden by, sendte hun os.

Spåmanden nikkede indforstået, lagde hænderne på stofstykket og sagde flere gange: I helligåndens navn, efterfulgt af en remse på aymara. Derefter åbnede han sit stofstykke, som var fyldt med tørrede cocablade, lagde de 5 bolivianos på en række og et lille krucifiks ovenpå. Seks cocablade blev lagt op på to rækker. Min veninde spurgte, på vegne af sin veninde, om en person ved navn Ramiro ville dukke op til en bryllupsfest, vi skulle til et par dage senere. Spåmanden kastede en håndfuld af bladene, et efter et, og ud fra det mønster bladene dannede, kunne han forudsige, at denne Ramiro sandsynligvis ikke kom.

Ligeledes kunne yatirien ved hjælp af sine cocablade bl.a. fortælle, at venindens sygdom, som hun var blevet opereret for, var helt kureret. At hendes far ville kunne hjælpe hende med at betale en stor udgift, der ventede forude. Og at det ville være en god idé, hvis min veninde forærede brudeparret noget tøj, i forbindelse med det forestående bryllup.

Så var sessionen forbi. Min veninde spurgte, om jeg ville spås, men jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle spørge Don Pedro om. Den kloge, gamle mand pakkede sit stofstykke sammen, gabte, og lod os forstå at vi kunne gå.

Bagefter udspurgte jeg min veninde om, hvad der var sket i det lille skur. Hun fortalte, at hun selv jævnligt konsulterer Don Pedro, når hun står foran nogle vigtige beslutninger. Der findes masser af yatirier, men det er ikke dem alle sammen, der kan finde ud af at spå, eller siger sandheden, sagde hun. Når man har fundet én, der ved hvad han taler om, er det med at holde fast i og bevare et godt forhold til ham.

Jeg har desværre ingen billeder fra den lille session.

Det må blive næste gang, ojala.

Valgnederlag

Jeg skylder vist en opdatering på søndagens valg?

Regeringens intention om at demokratisere Bolivias retssystem ser ikke ud til at være særligt vellykket. Ifølge flere avisoverskrifter (stemmerne er endnu ikke gjort endeligt op) deltog under 40 % af bolivianerne i landets første justitsvalg med gyldigt afkrydsede stemmesedler.

Omkring 15 % stemte blankt og over 45 % havde stemt ”NULO”, dvs. streget kandidaterne over i protest mod valget.

På trods af dette resultat, gælder summen af de gyldige stemmer.

Præsidenten ønskede landet tillykke med valget og den høje stemmeprocent, men alle, jeg har talt med, ser valgresultatet som et nederlag for Evo Morales. Da kun få rigtigt have forstået, hvad valget gik ud på, endte afstemningen nemlig med at have karakter af en meningsmåling: for eller imod Evo.

Yara får udleveret sin stemmeseddel

Jeg var med min værts-familie oppe at stemme på den lokale skole. Solen brændte, stemningen var afslappet, og køerne til valgbordene var overraskende nok ikke længere, end de ville have været hjemme i DK.

- Man kan tydeligt se, hvordan tiderne har skiftet, forklarede min værts-mor Yara, da hun stod med stemmesedlen i hånden. For ti år siden ville en stor del af kandidaterne have været her fra Zona Sur (hvor La Paz’ højere middelklasse bor), men nu kender jeg ikke én eneste af dem.

Det var i øvrigt en meget stille og rolig dag, for valgdage i Bolivia er bilfrie dage – en tradition der skal hindre folks mobilitet og dermed valgsnyd – så vi kunne ikke lave så meget andet end at hygge med familien herhjemme.

I morgen har TIPNIS-marchen (se tidligere blog-indlæg) meldt sin ankomst til La Paz. Protest-marchen og dens tusindvis af støtter, er ligesom valget en indikator på, at den tidligere så populære præsident for tiden står over for en række store udfordringer.

Det demokratiske retsvæsen?

På søndag er der justitsvalg i Bolivia. Det vil sige, at folket skal vælge dommere til landets domstole og forfatningsdomstolen.

Regeringen er stolt af, at der med valget bliver skrevet historie i Bolivia – der er stort fokus på, at det er første gang et sådant valg finder sted i Sydamerika. Jeg har heller aldrig hørt om lignende tilfælde andre steder i verden.

På de statslige tv-kanaler har der kørt kampagner, hvor to indianske kvinder smilende fortæller hinanden, at Bolivia nu er ved at blive endnu mere demokratisk, fordi folket får større direkte indflydelse: ”Der er også oprindelige folk blandt kandidaterne til valget. Vi er alle sammen lige, vi har alle de samme muligheder”.
Og der er konstant tv-spots med: ”Husk nu at stemme den 16. oktober”.

"Vi demokratiserer retsvæsnet. Vi skriver historie."

"Ingen skal bestemme for dig. Stem og vælg!"

Det er lovpligtigt at stemme, hvis man udebliver får man en bøde.

Upartisk eller uforståeligt

Et stort dilemma er, at det er forbudt for kandidaterne at føre valgkamp. Til et valg-informationsmøde, jeg var med til, blev det forklaret, at hverken kandidaterne selv, medierne eller de politiske partier må lave propaganda, fordi det ikke er et politisk valg. Kandidaterne skal vælges ud fra deres kvalifikationer – som er beskrevet med ca. 20 linjer i et gratis valghæfte.
- Det juridiske organ skal være uafhængigt og transparent, I må læse informationerne og beslutte, hvem I mener, kan varetage opgaven upartisk og uafhængigt, som informationsmedarbejderne sagde.

Men den manglende valgkamp betyder at ingen, jeg har talt med, forstår valget. Hvad skal de stemme om, på hvem og hvorfor?

Til et møde for kvindelige ledere i tirsdags, begyndte de, jeg sad sammen med, at finde valghæfte og stemmesedler frem. De bladrede hurtigt hæftet igennem, og fandt de kandidater, der kommer fra La Paz regionen. Herefter valgte de mændene fra, og satte de fem mulige kryds ved kvindelige kandidater på stemmesedlen:
- Vi skal stemme på kvinderne, kvinderne skal have mere indflydelse. Og det skal være dem fra vores egen region, de kan repræsentere os, sagde en af dem. Hun vidste ikke, hvad disse kvinders kvalifikationer som dommere var, men hun var enig med sine side-kammerater om, at det lokale/etniske repræsentantskab var vigtigt. Kvinderne blev også enige om, at det er deres pligt som ledere at gå rundt i lokalsamfundet og banke på, og fortælle naboerne, at de skal sætte deres kryds ved disse kandidater på søndag:
- For folk aner jo ikke, hvad det handler om, og hvad de skal gøre.

I centrum af La Paz: Egentlig er det forbudt at føre valgkamp.
Men en Aymara-kvinde kan gemme mange ting i bowlerhatten...

Rygter og sandheder
Det har ikke været muligt for mig at finde ud af, hvordan de 74 kandidater er blevet udvalgt. Rygtet siger, at 90% af dem er medlemmer af regeringspartiet MAS (Movimiento al Socialismo), men det står der ikke noget om i valghæftet. Min værts-far sagde den anden dag:
- Hvis det her valg bliver gennemført, og dommerne er i lommen på regeringen, så tror jeg virkelig ikke, jeg kan betegne Bolivia som et demokrati længere.

Oppositionen har ført en stor kampagne for, at folk skal stemme NEJ (dvs. ikke stemme blank, men skrive NEJ hen over stemmesedlen. Hvis tilstrækkeligt mange bolivianere gør det, vil valget blive annulleret). Hvad der er rygter, og hvad der er fakta, er en jungle at finde ud af. Enhver har sin egen version af sandheden, virker det til. 

Det bliver spændende at se, hvad der sker på søndag!

Valghæfte, afkrydsede stemmesedler og "stem NEJ kampagne"

TIPNIS 2: Gadens demokrati

I dag skulle jeg have været til med til en international konference, Kvinder i Dialog.

- Vi har valgt at aflyse konferencen. Med gårsdagens tragiske hændelser i TIPNIS, kan vi ikke holde seminarer om dialog, etnicitet og demokrati, sagde en af de bolivianske arrangører med dirrende stemme fra talerstolen.

Flere kvinder i salen græd. Jeg havde kort hørt, at der om aftenen havde været sammenstød mellem politiet og de marcherende fra TIPNIS, men vidste ikke helt, hvad der var sket.

- Søstre! I 2003 sagde vi: ikke flere døde! I demokratiets navn – lad os alle deltage i den demonstration, der er i La Paz i dag, lød det fra en kraftig kvinde.

Salen klappede. Vamos – lad os se at komme af sted.

Tomater og børnemord

Jeg fulgtes med Ana, min venindes mor, til demonstrationen. Der må have været tusindvis af mennesker i gaderne i La Paz’ centrum. Op ad de stejle gader snoede sig unge og gamle med bolivianske flag, plakater, megafoner og hjemmeskrevne slagord:

- Evo decías, que todo cambiaría – mentira, mentira – las mismas tonterias! (frit oversat: Evo, du sagde, at du ville forandre det hele – det er løgn, løgn – det er stadig det samme bras!)

- No se mata niños, caramba! No se mata niños, caramba! (Man dræber ikke børn!)

- Soya y coca – el TIPNIS no se toca! (Soya og coca – rør ikke ved TIPNIS!)

Demonstranterne forsøgte at komme frem til regeringsbygningen og præsidentpaladset, men gaderne ind til Plaza Murillo var blokeret af kampklædte politifolk.

- Mordere! Mordere! Var der folk der råbte efter dem, og kastede med sten, tomater, og en form for kanonslag. Flere havde taget tørklæder op for ansigtet, i tilfælde af at politiet skulle bruge tåregas. Det gjorde de nu ikke. Marchen fortsatte rundt om de afspærrede gader.

- Det her er, hvad vi kalder gadens demokrati, sagde Ana. Jeg kunne ikke helt greje, om det mest var træthed eller stolthed, jeg hørte i hendes stemme.

Ny dialog?

Da jeg kom hjem fandt jeg på hjemmesider og i tv frem til, at en styrke på 500 politifolk på ordre fra regeringen brutalt havde arresteret en stor del af deltagerne i TIPNIS-marchen. Mange flygtede ud i den tætte jungle, og flere børn er forsvundet. Jeg tror ikke, man med sikkerhed ved, om der er døde iblandt.

Bolivias justitsminister har i protest taget sin afsked. Evo Morales skulle til aften have undskyldt situationen, og åbnet op for ny dialog om opførelsen af hovedvejen mellem Cochabamba og Amazonas.

Et par billeder fra demonstrationen: 

TIPNIS 1: Indfødt mod indfødt

Siden jeg ankom til Bolivia den 29. august, har et af de helt store samtaleemner været TIPNIS.

I midten af august begyndte nogle hundrede oprindelige folk en protest-march mod anlæggelsen af en hovedvej fra Cochabamba i Bolivias højland til San Ignacio de Moxos i Amazonas.

Vejen er planlagt til at gå igennem en ellers fredet nationalpark (TIPNIS: El Territorio Indígena y Parque Nacional Isiboro Sécure), som er hjemsted for en række oprindelige folk, der stadig lever et forholdsvis isoleret og traditionelt liv.

Udvikling eller udnyttelse?

Ifølge Bolivias regering, er vejen afgørende for en bedre national integration af svært tilgængelige områder i det frodige lavland, og for landets økonomiske udvikling, da Cochabamba har gode veje til de øvrige byer i Andes-regionen, samt havnebyer i Chile og Peru. Vejen bliver bygget og betalt af Brasilien, der også har økonomiske interesser i en bedre infrastruktur gennem Amazonas.

Deltagerne i protest-marchen, som har sat sig for at vandre næsten 500 km til La Paz, har et helt andet syn på vejanlæggelsen: Ud over at de demonstrerer mod ødelæggelsen af forfædrenes land, regnskovens liv og Pacha Mama (Moder Jord), hævder de, at højlands-bønder langs vejen ulovligt vil tage ny landbrugsjord i brug, og dyrke coca der ødelægger områdets økosystem.

Der er allerede i dag mange indianere fra højlandet, der har slået sig ned som bønder i lavlandet. De er naturligvis fortalere for den nye hovedvej og dens muligheder, og en gruppe af dem forsøger at blokere for protest-marchen.

Folkets mand

Hele den komplicerede sag har sat et stort spørgsmålstegn ved Evo Morales troværdighed. Han kom til magten som en mand af folket – Aymara-indianer, bonde og fortaler for oprindelige folks rettigheder og beskyttelsen af Moder Jord.

Men hvad vil det egentlig sige at tale de indfødte eller oprindelige folks sag i et land med over 30 etniske befolkningsgrupper?

Med TIPNIS har præsidenten klart valgt side – højlandsindianernes. Og dét er upopulært i brede kredse.

Fredelig demonstration ved San Francisco kirken i La Paz den 23.09.11:
Forskellige indianske organisationer viser deres støtte til TIPNIS-marchen

"TIPNIS er liv!!!"

Cha'lla - sukkerfigurer bliver ofret med ønsket om en succesfuld march.

Følg evt. med i sagen på TIPNIS’ hjemmeside: www.isiborosecure.com