Hvordan man uddanner aymara-ledere

Uddannelsen af kvindelige aymara-ledere i El Alto er lidt af et ideologisk projekt.

Den NGO (ikke-statslige organisation), jeg især besøger, har arbejdet for at forbedre kvindernes muligheder for at få mere indflydelse i deres egne lokalsamfund og i politik igennem 22 år. Og ifølge la directora, er der sket kæmpestore forbedringer. Da hun (som en af de få aymara-kvinder) gik på universitetet i 1980'erne, måtte hun skille sig af med sin pollera-kjole, og alligevel oplevede hun dagligt diskrimination. I dag er der indianske kvinder, der er blevet valgt ind i parlamentet, og mange flere kvinder har fået en uddannelse.

- Det handler i høj grad om at give kvinderne viden og værktøjer til at turde tale i det offentlige rum og få indflydelse. De vokser og får selvtillid, når de lærer. Der er kvinder, som var generte og analfabeter, da vi mødte dem første gang. I dag er de dygtige ledere!

Flere og flere indianske kvinder efterspørger at lære om deres egne rettigheder og muligheder. De vil have mere at skulle have sagt.

Organisationen har bl.a. et uddannelsesprogram i politisk ledelse for aymara-kvinder. Det er ikke nødvendigvis fordi kvinderne vil være politikere, men de ønsker at få indflydelse og forbedre forholdene i de landsbyer, de kommer fra.

En weekend om måneden mødes de i El Alto, og lærer om temaer som menneskerettigheder, kvinders rettigheder, aymara-folkets kultur og historie, ligestilling, hvordan man organiserer sig, ledelsesteknik etc.

En typisk dag kan f.eks. se sådan her ud:



Nogle af dagens deltagere bliver inviteret til at åbne kurset med et par
velkomst-ord. Det foregår som oftest på en god blanding af spansk og aymara.

Der er undervisning i hvordan man arbejder med projekter. Kvinderne lytter og diskuterer ivrigt med. Pisken, nogle af dem bærer over skulderen, viser, at de er autoriteter i deres lokalsamfund.



Frokostpause. Der er en lang kø til køkkenet, som serverer ch'airo (en særlig suppe
med frysetørrede kartofler), ris og linser. I pauserne er der god tid til hyggesnak!

 

Om eftermiddagen er der gruppearbejde. Først vælger kvinderne en præsident og en
sekretær. Der er selvfølgelig coca på bordet (som man tygger for at få mere energi).



Kvinderne skal øve sig i at udforme et projekt. De beslutter sig for,
at det skal handle om at få rent drikkevand til en af deres landsbyer.

Gruppearbejde kræver lidt tålmodighed - men det kender vi jo også derhjemme...

De yngste deltagere er vist mere optaget af at snakke om drenge og sende sms'er!

Bryllup på boliviansk

Sidste lørdag var jeg til bryllupsfest hos Virginia og Gustavo i El Alto. Jeg havde godt nok aldrig mødt dem før, men en fælles veninde havde inviteret mig – og opfordret mig til også at invitere mine veninder: for et stort bryllup er et godt bryllup.

På invitationen, der var foldet i guldpapir og havde form som en gave, stod der, at festen begyndte kl. 16.30. Da vi ankom – fem gringas og min veninde Rosmery fra El Alto – kl. lidt over fem, var der ikke en sjæl i den oppyntede festsal. Der hang ranker med røde og hvide balloner på væggene, og stolene var pyntet med hvidt stof og store røde tyl-sløjfer. DJ’en spillede op fra en balkon, og en masse tjenere vimsede rundt og rettede på bordene og lavede drinks.

Vi købte en bryllupsgave i en dertil indrettet bod foran festlokalet, og efter ca. en time dukkede brudeparret og deres nærmeste familie op. Det klassiske bryllups-tema spillede, da den hvide brud og hendes gom trådte ind i lokalet, og der blev kastet med konfetti og tændt op i sæbeboblemaskinen. Parret dansede i det halvtomme festlokale, først med hinanden, og derefter med forældrene.

Helt omvendt af den danske tradition, hvor brudevalsen bliver gemt til sidst.



Virginia og Gustavos brudevals



Egentlig skete der ikke så meget de næste par timer. Der var velkomstdrink og en lille tale, og ellers sad vi få gæster ved bordene og fik lidt at spise og drikke. Og så begyndte folk at dukke op.

Alle gæster skulle gøre entré med deres gaver efter en helt særlig procedure: Nogle havde medbragt kasser med øl som gave. Det blev alt sammen omhyggeligt noteret af en kvinde ved indgangen.

Brud, brudgom, deres forældre og madrinaen, som havde sponsoreret bryllupskagen, stod på en række foran indgangen. Vi fik en ekstra håndfuld konfetti, som vi dryssede i håret på festens hovedpersoner, mens vi kindkyssede og hilste på dem en efter en. Gaverne blev overrakt, og så kom der en tjener med en bakke med drinks. Vi skålede med brudparret, som opfordrede os til at bunde – først to farvestrålende drinks, så et glas med øl. Var man for langsom til at drikke ud, ”truede” tjeneren med mere øl.

Bagefter kom brudeparret, forældrene og madrinaen på en række over til os, og gav kindkys og sagde tak fordi vi var kommet til deres fest.

Og så var man ligesom i gang.

Der blev danset på to lange rækker – her i de kolde Andesbjerge er der ikke tradition for så meget fysisk kontakt som i de varmere dele af landet – hvor vi stod over for hinanden og dansede til en god blanding af morenada, cumbia og engelske 80’er-hits. Nogle gæster havde stiletter, festkjoler og jakkesæt på, andre mere almindeligt hverdagstøj, og endelig var der en del cholitaer i deres traditionelle aymara-skørter og bowlerhat.

Tjenerne gik med jævne mellemrum gennem de to dansende rækker og bød på appelsinjuice-shots, og brudeparret dansede storsmilende med hinanden, når de ikke lige skulle hen og tage imod flere gæster.

Og sådan fortsatte festen vist egentlig resten af aftenen…

Svanekarret med masser af konfetti til brudparret

Gæsterne gør entré

Mig sammen med de glade nygifte og madrinaen Silvia, der har en virkelig
flot pollera (den traditionelle aymara-kjole) på i dagens festlige anledning.

Invitation: Til Ulla med amigos y amigas...

Lucha Libre og kvindehævn i El Alto

En festklædt cholita (kvinde i det traditionelle aymara tøj med mange nederdele, farvestrålende sjal og bowlerhat) gør dansende entre til temamelodien for Rambo-filmen. Hun hvirvler rundt, svinger med skørterne, poserer og flirter lidt med det hujende publikum. Så springer hun elegant op i bokseringen, og udstøder et selvsikkert kampskrig mod sin sort-og-hvid-stribede modstander. Cholitaen er nemlig wrestler og går under navnet Martha La Alteña.

Søndag var jeg til lucha libre, eller wrestling, i El Alto. Denne folkelige og bizarre udklædnings-klovnesport er særdeles populær blandt los alteños – så det skulle da opleves. Det var dog ikke mine informanter fra El Alto, men derimod mine nye bofæller (jeg er flyttet i en ny lejlighed i centrum af La Paz), der havde inviteret mig med.

Martha La Alteña klar til kamp

De to kampklare modstandere danser rundt om hinanden, tager livtag, og den stribede mandlige wrestler (skulle han forestille en undsluppet fange, eller hvad??) kaster cholitaen gennem luften. Hun lander med et brag på gulvet. Auvvvvvvvvv!! råber publikum medfølende.

De forreste rækker i sportshallen er forbeholdt turister, mens bænkene ude langs væggene er til bolivianerne. Der er to forskellige priser, så vi ”gringos” betaler godt tre gange så meget for en billet, som de lokale, der kommer ind for 12 kr. Til gengæld får vi serveret popcorn og souvenirs.

Den stribede wrestler får godt med tæsk, men pludselig slår han en kolbøtte ud af ringen, og løber over til en bod der sælger sandwich. Her griber han en metalbakke, så sandwichene flyver til alle sider, og sprinter tilbage til bokseringen og cholitaen. Han begynder at banke løs på hende med metalbakken, og den mandlige dommer er tydeligvis godt tilfreds med kampens udvikling. Da kvinden ligger ned begynder begge mænd teatralsk at sparke løs på hende: hun er jo en kvinde, hun skal ikke komme for godt i gang!

Publikum – både de lokale og turisterne – eksploderer: Der flyver halvspiste sandwich, plastikflasker og andet skrald gennem luften, akkompagneret af vrede buuuuh-råb.

Heldigvis tager cholitaen hævn – hun er jo naturligvis lidt smartere end de to mænd – og giver dommeren en ordentlig omgang bank med sandwichbakken, og jagter sin modstander rundt i manegen. Til sidst få hun ham i gulvet og modtager stående bifald fra publikum.

Hele showet var selvfølgelig helt overdrevet langt (i løbet af 3½ time blev vi bl.a. præsenteret for ulvemanden, skelettet, den tykke mand i stram glinsende gymnastikdragt, flere aggressive cholitaer og ikke mindst: en større opvisning i kreativ hustruvold). Der var fyrværkeri og lyserøde røgskyer, 80er-hits, trækasser der blev smadret, og wrestlere, der landede på skødet af publikum.

Men det sjoveste var nok at opleve, hvordan ”de lokale” gik op i kampen med liv og sjæl.

Ovenpå en kursusweekend (i en af de aymara-organisationer, jeg besøger) om kvinders rettigheder i forhold til psykisk, fysisk og seksuel vold, hvor jeg havde set flere kvinder græde stille under oplæggene, gjorde det indtryk at se, hvordan cholita-wrestlerne bliver tiljublet som helte, når de får hævn over de voldelige mænd.

For faktisk var der mange "ægte" cholitaer på tilskuerrækkerne.

I får også lige et par glimt fra de øvrige kampe:

Fugleskræmsel-wrestler har overtaget...

Denne kamp havde mest af alt karakter af blodig hustruvold!

Skelet-wrestleren var også en ret så sej danser...