TIPNIS 2: Gadens demokrati

I dag skulle jeg have været til med til en international konference, Kvinder i Dialog.

- Vi har valgt at aflyse konferencen. Med gårsdagens tragiske hændelser i TIPNIS, kan vi ikke holde seminarer om dialog, etnicitet og demokrati, sagde en af de bolivianske arrangører med dirrende stemme fra talerstolen.

Flere kvinder i salen græd. Jeg havde kort hørt, at der om aftenen havde været sammenstød mellem politiet og de marcherende fra TIPNIS, men vidste ikke helt, hvad der var sket.

- Søstre! I 2003 sagde vi: ikke flere døde! I demokratiets navn – lad os alle deltage i den demonstration, der er i La Paz i dag, lød det fra en kraftig kvinde.

Salen klappede. Vamos – lad os se at komme af sted.

Tomater og børnemord

Jeg fulgtes med Ana, min venindes mor, til demonstrationen. Der må have været tusindvis af mennesker i gaderne i La Paz’ centrum. Op ad de stejle gader snoede sig unge og gamle med bolivianske flag, plakater, megafoner og hjemmeskrevne slagord:

- Evo decías, que todo cambiaría – mentira, mentira – las mismas tonterias! (frit oversat: Evo, du sagde, at du ville forandre det hele – det er løgn, løgn – det er stadig det samme bras!)

- No se mata niños, caramba! No se mata niños, caramba! (Man dræber ikke børn!)

- Soya y coca – el TIPNIS no se toca! (Soya og coca – rør ikke ved TIPNIS!)

Demonstranterne forsøgte at komme frem til regeringsbygningen og præsidentpaladset, men gaderne ind til Plaza Murillo var blokeret af kampklædte politifolk.

- Mordere! Mordere! Var der folk der råbte efter dem, og kastede med sten, tomater, og en form for kanonslag. Flere havde taget tørklæder op for ansigtet, i tilfælde af at politiet skulle bruge tåregas. Det gjorde de nu ikke. Marchen fortsatte rundt om de afspærrede gader.

- Det her er, hvad vi kalder gadens demokrati, sagde Ana. Jeg kunne ikke helt greje, om det mest var træthed eller stolthed, jeg hørte i hendes stemme.

Ny dialog?

Da jeg kom hjem fandt jeg på hjemmesider og i tv frem til, at en styrke på 500 politifolk på ordre fra regeringen brutalt havde arresteret en stor del af deltagerne i TIPNIS-marchen. Mange flygtede ud i den tætte jungle, og flere børn er forsvundet. Jeg tror ikke, man med sikkerhed ved, om der er døde iblandt.

Bolivias justitsminister har i protest taget sin afsked. Evo Morales skulle til aften have undskyldt situationen, og åbnet op for ny dialog om opførelsen af hovedvejen mellem Cochabamba og Amazonas.

Et par billeder fra demonstrationen: 

TIPNIS 1: Indfødt mod indfødt

Siden jeg ankom til Bolivia den 29. august, har et af de helt store samtaleemner været TIPNIS.

I midten af august begyndte nogle hundrede oprindelige folk en protest-march mod anlæggelsen af en hovedvej fra Cochabamba i Bolivias højland til San Ignacio de Moxos i Amazonas.

Vejen er planlagt til at gå igennem en ellers fredet nationalpark (TIPNIS: El Territorio Indígena y Parque Nacional Isiboro Sécure), som er hjemsted for en række oprindelige folk, der stadig lever et forholdsvis isoleret og traditionelt liv.

Udvikling eller udnyttelse?

Ifølge Bolivias regering, er vejen afgørende for en bedre national integration af svært tilgængelige områder i det frodige lavland, og for landets økonomiske udvikling, da Cochabamba har gode veje til de øvrige byer i Andes-regionen, samt havnebyer i Chile og Peru. Vejen bliver bygget og betalt af Brasilien, der også har økonomiske interesser i en bedre infrastruktur gennem Amazonas.

Deltagerne i protest-marchen, som har sat sig for at vandre næsten 500 km til La Paz, har et helt andet syn på vejanlæggelsen: Ud over at de demonstrerer mod ødelæggelsen af forfædrenes land, regnskovens liv og Pacha Mama (Moder Jord), hævder de, at højlands-bønder langs vejen ulovligt vil tage ny landbrugsjord i brug, og dyrke coca der ødelægger områdets økosystem.

Der er allerede i dag mange indianere fra højlandet, der har slået sig ned som bønder i lavlandet. De er naturligvis fortalere for den nye hovedvej og dens muligheder, og en gruppe af dem forsøger at blokere for protest-marchen.

Folkets mand

Hele den komplicerede sag har sat et stort spørgsmålstegn ved Evo Morales troværdighed. Han kom til magten som en mand af folket – Aymara-indianer, bonde og fortaler for oprindelige folks rettigheder og beskyttelsen af Moder Jord.

Men hvad vil det egentlig sige at tale de indfødte eller oprindelige folks sag i et land med over 30 etniske befolkningsgrupper?

Med TIPNIS har præsidenten klart valgt side – højlandsindianernes. Og dét er upopulært i brede kredse.

Fredelig demonstration ved San Francisco kirken i La Paz den 23.09.11:
Forskellige indianske organisationer viser deres støtte til TIPNIS-marchen

"TIPNIS er liv!!!"

Cha'lla - sukkerfigurer bliver ofret med ønsket om en succesfuld march.

Følg evt. med i sagen på TIPNIS’ hjemmeside: www.isiborosecure.com

Her bor jeg

Her får I udsigten fra mit værelse:



Jeg bor hos Yara og Ramiro i et stort flot hus i det sydlige La Paz.

De tilhører den velstillede mestiz middelklasse og bor i et område, der ligger lidt lavere end det øvrige La Paz (3600 meter over havet) og dermed har et lidt mere lunt og venligt klima. Zona Sur er fyldt med fine villaer og byggepladser, butikker og cafeer, og adskiller sig klart fra det kaotiske, osende og noget forfaldne centrum, som til gengæld har mere liv og charme.

I huset bor også døtrene Yara og Neva, som begge er i 20erne, og en amerikansk udvekslingsstuderende, Bridget. Alle i familien er rigtig søde, engagerede og hjælpsomme, jeg har virkelig været heldig!

Jeg skal dog lige vænne mig til at være blevet en del af et boliviansk hjem – fx. at have en værts-mor, der ringer og er bekymret, hvis jeg kommer sent hjem eller er i en ’farlig’ bydel, og som smører madpakke og spørger flere gange dagligt, om jeg er sulten. Yara har arbejdet i udviklingssektoren i mange år, men nu er hun pensioneret og har dedikeret sin tid til at passe huset, familien og lære at lave mad:

Hver dag til frokost bliver der serveret tre retters menu. Supper af quinoa og grøntsager, som jeg aldrig har set før, friturestegt banandej fyldt med hakket kød, ørred fra Titicaca-søen, kartofler i alle afskygninger – små og store, lilla og brune, søde og melede eller frysetørrede og kogte – kylling stegt i cola og chili, lækre frugter og blævrende grøn jelly…

En søndag hvor Yara, Ramiro (tv.) og en ven griller chorizos - og ko-yver...

Ramiro og Yara er rygende uenige, når det kommer til politik, og det er et yndlings-diskussionsemne i huset. Han kommer fra lavlandet (hvor oppositionen er stærk) og hun fra La Paz (hvor Evo Morales har fået flest stemmer), hvilket virker til at præge deres syn på Bolivias aktuelle situation.

Det er ret sjovt at spørge dem om de demonstrationer og konfrontationer, vi ser sammen i tv, og så få to helt forskellige forklaringer på, hvordan tingene hænger sammen: Er Bolivia et levende demokrati, eller er det ren anarki?

Velkommen til!

Så har jeg en blog! Simpelthen.

Med krydsede fingre for at den bolivianske strøm- og internetforbindelse også kan holde til, at jeg får uploadet nogle blogindlæg (og ikke alt for mange gange går ned med et brag, når jeg skal til at trykke send – sådan som det allerede er sket med flere mails), kaster jeg mig altså ud i det: Bloggerens fagre nye verden.

Så velkommen ind på Bolivia-bloggen. Min plan er at bruge siden til at dele små og store historier om mine oplevelser og hverdagslivet i La Paz og omegn.

Jeg er på feltarbejde frem til midten af december, og kort fortalt er jeg her for at studere Bolivias demokratiske hverdagsliv. Jeg besøger blandt andet skoler, hvor indianske kvinder bliver uddannet i politiske og demokratiske rettigheder, og så studerer jeg de demonstrationer, blokader og propaganda, som findes til overflod på gader og stræder og i de nationale medier.

Jeg har allerede haft et par ufrivillige hjemmedage, fordi min bydel var blokeret af demonstranter. Og da jeg havde været her en halv dag, og sad og så en spansk tv-quiz sammen med min værts-mor, Yara, udbrød hun pludselig:

- Jeg elsker at se spansk tv! For der slipper man for alt det bolivianske propaganda-snak…

Og det er virkelig påfaldende, hvor mange politiske budskaber man konstant er omgivet af!

Som en velkomsthilsen får I derfor et billede af Bolivias – særdeles populære og upopulære – præsident, Evo Morales:

Evo Morales, den første indianske præsident i Sydamerika (2006-)

Kommenter og spørg endelig undervejs!

På gensyn – kærlig hilsen Ulla