Farvel feltarbejde

Det er blevet tid til at pakke felt-notesblokken sammen – ligesom mit hjem i La Paz, som for et par dage siden blev reduceret til en rygsæk. Små fire måneders feltarbejde i El Alto, La Paz og omegn er ved at være forbi.

Det har været en fantastisk oplevelse at være her, komme tæt på en masse spændende projekter og politiske processer, og især at lære kvinderne i El Alto at kende. Jeg er imponeret over deres energi og tro på, at de kan forandre verden.  Jeg tror, der er mange utopiske politiske ideer i Bolivia, men som folk her selv siger, så kommer det hele jo ikke på en gang – de må skabe forandringerne skridt for skridt.

Er jeg så blevet klogere på, hvad demokrati er for en størrelse, set med bolivianske øjne? Det håber jeg! Jeg er i hvert fald blevet en masse oplevelser, informationer og indtryk rigere, og jeg glæder mig til at komme hjem og arbejde videre med det data, jeg har indsamlet.

Som vi har talt meget om på antropologistudiet, så fylder feltarbejde én med følelsen af, at man altid kan komme et spadestik dybere – der er altid én person mere, man kan interviewe, én organisation mere, man kan besøge, én demonstration mere, man kan følge… alt er data, og man kan desværre ikke få alting med!

Der er ingen tvivl om, at jeg godt kunne tænke mig at vende tilbage til Bolivia og blive endnu klogere på alle de forandringsprocesser, der bobler løs i den plurinationale gryde.

Men først står den på noget helt andet: En måneds kæresteferie, hvor Bolivias højlandskultur og den caribiske kyst i Venezuela skal udforskes. Det bliver skønt!!

Farvel for denne gang, feltarbejde. Vi ses på den anden side.

Ansvaret overdrages

Det er anden gang, jeg er med på besøg i Maclovias landsby. Men i dag er der fest; ansvaret for at styre landsbyen bliver officielt overdraget til et nyt hold ledere, som skal sikre lokalsamfundet fremgang de kommende to år.

Køreturen derud foregår i en bus sammen med et helt festorkester – deriblandt Maclovias søn – og undervejs samler vi nogle passagerer op, som får lov at sidde i midtergangen mellem stortrommer og andet festudstyr. Vi bliver nødt til at køre en omvej ad mudrede jordhulleveje, da der er blokade ved en af de større byer, vi egentlig skulle forbi.

I landsbyen stiller det nye og de gamle hold ledere op på to rækker foran hinanden. De bliver holdt tale om hvordan landsbyen har udviklet sig, takket være den store frivillige indsats fra lederne, og hvordan generationer af ’autoriteter’ (ledere) med stolthed kan se tilbage på, hvad byen i dag har opnået. Maclovia har været ansvarlig for et drikkevandsprojekt, hvor de er ved at få installeret vand i alle landsbyens huse, og hendes mand har haft ansvaret for de lokale sportsaktiviteter. Selv bor de i El Alto, to timers kørsel derfra, men deres forældre og slægtninge bo i landsbyen, og derfor er de forpligtet til at tage ansvar for de opgaver, der er i det lille lokalsamfund. Maclovia og hendes mand tager deres kappe og poncho, og stofbylterne de har på ryggen, af, og overdrager symbolsk udstyret til et nyt lederpar, der overtager de ansvarsfulde poster.

Bagefter er der udveksling af gaver. Maclovia har forberedt små poser med mad og en form for farvede popcorn, som de deler ud, når folk kommer hen til deres bord for at ønske tillykke. Der bliver klipset bolivianos-sedler på hendes kappe, og hun får en masse runde brød om halsen som tak for sin gode indsats. Brødene bliver givet og taget af igen, i én uendelighed. Der bliver også hængt store dyner og tæpper og en spand om halsen på hende, og så får ægteparret foræret to store fisk af brød, som skal sikre, at der kommer masser af regn til byen. Festorkestrene – der er to af slagsen, som dyster fra hver sin side af landsbypladsen – spiller op til dans, og Maclovia og de andre cholitas svinger deres mange skørter.

Hun er glad, og hun er lettet: To års hårdt arbejde er overstået, og nu kan hun endelig slappe lidt af, og komme i gang med nogle af de andre ting, hun drømmer om. Maclovia vi gerne arbejde for en radiostation og tage ud og fortælle om de ting, der sker i landsbyerne i hendes område.

Men først er der tid til at feste!

Senere, da det er blevet mørkt og koldt, danser jeg med det halve af landsbyen ud af en jordvej. Maclovias svigersøster svinger mig rundt, og jeg hiver efter vejret i den tynde luft. I hælende har vi et 13 mand stort dansende og lettere beruset blæseorkester, der spiller skingre morenada og cumbia hits. Fantastiske Bolivia!

En stor dag

Én efter én bliver kvinderne – og de mænd, der har deltaget i kurset – kaldt op på scenen. Men håndtryk og kindkys modtager de et diplom med deres navn, samt organisationens og et af La Paz’ universiteters logoer, som bevis på at de nu er uddannet i politisk ledelse og fortalervirksomhed.

Direktøren Alicia hænger en lyslilla roset med en lille hilsen om halsen på kvinderne, og de poserer til fotografering.

Det er en stor dag! Jeg har i alt fulgt kvinderne i 3 ½ måned nu, og ved, at mange af dem kun har gået få år i skole, og har svært ved at læse og skrive. Nogle af dem har slet ikke lært det. At få en uddannelse – et diplom – fra universitetet er noget, mange af dem aldrig har turdet drømme om, så derfor er de tydeligvis rørte, da de står på universitetets scene midt i La Paz. Jeg bliver også lidt rørt – for de er virkelig nogle seje kvinder, med masser af energi, selvtillid og visioner om at ændre samfundet. Der bliver holdt taler og sagt store ord, om kvinders og indianske folks indflydelse på Bolivias politik, og om at alle muligheder ligger åbne, man skal bare turde tro på det og følge sine mål. Jeg håber, nogle af kvindernes drømme lykkes!

Organisationen fra El Alto samarbejder med universitet for at sikre at kursets indhold er af en høj kvalitet, og som direktøren Alicia siger, så er det også meget værd for kvinderne at kunne vise et diplom fra en anerkendt uddannelsesinstitution, hvis de f.eks. ønsker at stille op til politisk valg (på lokalt eller nationalt plan). Kurset består af syv moduler af tre dage, og derudover er der en række eksamener og krav om at kvinderne videreformidler det, de har lært, i deres lokalsamfund. Måske svarer kursernes indhold lidt til det, man kan lære på Folkeuniversitetet derhjemme.

Efter den højtidelige dimission er der fotografering foran universitetet, og kvinderne myldrer rundt. Alle vil have taget et billede sammen med mig, hiver og slider i mig. Det er min sidste rigtige dag på feltarbejde, og egentlig skulle jeg jo sige pænt farvel, men alting ender i stedet i lidt af et kaos af konfetti, blomster, diplomer, billeder, gruppeopstillinger, email-adresser, invitationer, gaver og giftetilbud. Og pludselig er de alle væk.

Jeg trisser ned til en bus sammen med to af kvinderne, der snakker løs – de er glade, stolte og lettede. Men samtidig har de også travlt: de skal hjem og hente børn, og så på markedet og tjene penge i de sidste dage op til jul. Der er ikke meget tid til at hvile på laurbærene i Bolivia.

Ventetid

En af hagerne ved at lave feltarbejde er, at der går utrolig meget tid med ingenting. Tid med at finde ud af, hvem du kan tale med, om de nu også gider tale med dig, hvornår de har tid. Tid med at forsøge at få fat på folk. Telefoner der er slukkede, telefoner der er uden for mobilnettets rækkevidde, telefoner der ikke har mere batteri eller taletid. Glæden er derfor stor, når en aftale falder på plads. Skuffelsen er tilsvarende, når du (endnu en gang) bliver brændt af.

I Danmark er en aftale en aftale. Det er den også i Bolivia – men der er så mange ting, der kan komme i vejen, og som pludselig er vigtigere end aftalen. Og det er ikke altid, folk liiige husker at fortælle dig det.

En anden ting er forståelsen af tid. Nu har jeg ikke altid selv været kendt blandt venner for at være den mest punktlige person i verden, når det kommer til aftaler. Men +/- 10 minutter plejer at gå fint. I Bolivia er det anderledes. Jeg plejer at vente en halv time, før jeg ringer og spørger den jeg har en aftale med, hvor han eller hun bliver af. Svaret kan lyde (som i fredags): ”Tusind undskyld, søster, men jeg skal lige nå i banken, håber det er okay, por favor” – så går der i hvert fald en time mere, eller (som i dag): ”Jajaja, jeg er på vej! Bliv hvor du er, vent på mig, jeg henter dig inden for 20 minutter” – og når du så ringer igen efter tre kvarter, så er de næsten-lige-ved-at-være-på-vej til at starte bilen…

Nåmen, så er der jo til gengæld tid til at lave en masse ingenting. I dag kiggede jeg for eksempel på, hvordan syv unge soldater, der egentlig skulle forestille at trimme vejkanten, fik en time til at gå med at svinge med deres macheter, klippe lidt i en busk med en sløv saks, spille volleyball over et hegn, drikke sodavand, og holde øje med mig. Hvordan en højtbelagt minibus tabte en stabel plastikstole henover vejen og spærrede for al trafikken. Og hvordan en lille pige fik foræret en pippende brun kylling af en lidt større pige, der solgte sodavand i sodavandsbutikken. Faktisk sker der masser af ingenting, sådan en eftermiddagsstund lidt ude på landet!

Og når en aftale så virkelig lykkes, når folk dukker op, og der endda – som i dag – faktisk også kommer et rigtig godt interview ud af mødet, så kommer man jo heldigvis igen i tanker om, at feltarbejde faktisk er rigtig fedt!

Læs mere...

Jeg har da i øvrigt glemt at skrive, at man også kan læse lidt om mit feltarbejdsprojekt og en masse andre spændende antropologiske projekter på Moesgaard Museums fine nye hjemmeside...

Drikkevand og indflydelse

Vi kører gennem det smukke Andes-højland, mod det yderste hjørne af La Paz provinsen. Passerer får og lamaer, knoldede bjerge, stenbrud, tørt græs og mudrede småfloder. I horisonten hænger nogle truende sorte skyer.

Vejen, som ind i mellem er ganske off road, fører ud til Maclovias landsby. Hun er en ’autoritet’ – dvs. besidder en traditionel lederpost – i et lille lokalsamfund. Jeg kender Maclovia fra organisationerne i El Alto. Dagens tur går ud for at se til landsbyens vandprojekt, som hun er ansvarlig for.

I dag er der kun nogle spredte vandpumper ved byen (der består af omkring 50 husstande, samt nogle spredte små landbrugsejendomme), og en af pumperne er næsten tørret ud. Vandet i en lille flod, som løber gennem det rå bjerglandskab, er salt. Derfor er det en ret stor ting, at der for nylig er fundet en kilde med friskt, rent drikkevand i bjergene nogle kilometer fra landsbyen.

Da vi ankommer, er en lille håndfuld lokale i gang med at grave render, gøre klar til at lægge ledninger og de har støbt fundamentet til en vandbeholder, der kan opsamle de liter vand, der hele tiden pibler frem fra kilden.

Maclovia har ikke selv boet i landsbyen siden hun var barn. Men hendes gamle forældre bor stadig på familiens landsted, og derfor har hun ifølge det traditionelle system pligt til at bidrage til udviklingen og ledelsen af det lille lokalsamfund. Hun er valgt som ’autoritet’ for en periode på to år – en ulønnet men ærefuld post – og selvom det er med stolthed, hun viser sin landsby og dens projekter frem (ud over vandforsyningen, drejer det sig om noget vævning og planer om at starte et lille mejeri med yoghurt- og osteproduktion) lægger hun ikke skjul på, at det bliver en stor lettelse for hende, når perioden udløber om kort tid:

Som en af lokalsamfundets første kvindelige ledere, har det ind i mellem været en hård kamp for Maclovia at få mændene til at lytte til, hvad hun har at sige, og overhovedet at få adgang til landsbyautoriteternes møder. Men hun ved, at det er hendes ret og pligt at bidrage til landsbyens udvikling, og hun har fået selvtillid og mod på kurserne i El Alto. Og derfor vil hun ikke give op, siger hun, for kvinderne kan skabe store forandringer.

Da vi kører tilbage ad de smukke bjergveje, kommer vi igennem en voldsom, lokal regn- og haglbyge. Vi har hele tiden kunnet se, hvordan en kraftig regn har bevæget sig gennem bjergene, og jeg er glad for, at vi har selv udgået den. Men Maclovia beder en lille bøn om, at regnen vil bevæge sig op til hendes tørre landsby og fylde kilden i bjergene op med masser af frisk vand.

Vand er liv - og en mangelvare på disse kanter.

Maclovia får en snak med nogle af de lokale mænd, der er ved at lægge vandrør...

Græssende køer og får i Andesbjergene

Maclovia med sin familie foran landsbyens kirke