Bryllup på boliviansk

Sidste lørdag var jeg til bryllupsfest hos Virginia og Gustavo i El Alto. Jeg havde godt nok aldrig mødt dem før, men en fælles veninde havde inviteret mig – og opfordret mig til også at invitere mine veninder: for et stort bryllup er et godt bryllup.

På invitationen, der var foldet i guldpapir og havde form som en gave, stod der, at festen begyndte kl. 16.30. Da vi ankom – fem gringas og min veninde Rosmery fra El Alto – kl. lidt over fem, var der ikke en sjæl i den oppyntede festsal. Der hang ranker med røde og hvide balloner på væggene, og stolene var pyntet med hvidt stof og store røde tyl-sløjfer. DJ’en spillede op fra en balkon, og en masse tjenere vimsede rundt og rettede på bordene og lavede drinks.

Vi købte en bryllupsgave i en dertil indrettet bod foran festlokalet, og efter ca. en time dukkede brudeparret og deres nærmeste familie op. Det klassiske bryllups-tema spillede, da den hvide brud og hendes gom trådte ind i lokalet, og der blev kastet med konfetti og tændt op i sæbeboblemaskinen. Parret dansede i det halvtomme festlokale, først med hinanden, og derefter med forældrene.

Helt omvendt af den danske tradition, hvor brudevalsen bliver gemt til sidst.



Virginia og Gustavos brudevals



Egentlig skete der ikke så meget de næste par timer. Der var velkomstdrink og en lille tale, og ellers sad vi få gæster ved bordene og fik lidt at spise og drikke. Og så begyndte folk at dukke op.

Alle gæster skulle gøre entré med deres gaver efter en helt særlig procedure: Nogle havde medbragt kasser med øl som gave. Det blev alt sammen omhyggeligt noteret af en kvinde ved indgangen.

Brud, brudgom, deres forældre og madrinaen, som havde sponsoreret bryllupskagen, stod på en række foran indgangen. Vi fik en ekstra håndfuld konfetti, som vi dryssede i håret på festens hovedpersoner, mens vi kindkyssede og hilste på dem en efter en. Gaverne blev overrakt, og så kom der en tjener med en bakke med drinks. Vi skålede med brudparret, som opfordrede os til at bunde – først to farvestrålende drinks, så et glas med øl. Var man for langsom til at drikke ud, ”truede” tjeneren med mere øl.

Bagefter kom brudeparret, forældrene og madrinaen på en række over til os, og gav kindkys og sagde tak fordi vi var kommet til deres fest.

Og så var man ligesom i gang.

Der blev danset på to lange rækker – her i de kolde Andesbjerge er der ikke tradition for så meget fysisk kontakt som i de varmere dele af landet – hvor vi stod over for hinanden og dansede til en god blanding af morenada, cumbia og engelske 80’er-hits. Nogle gæster havde stiletter, festkjoler og jakkesæt på, andre mere almindeligt hverdagstøj, og endelig var der en del cholitaer i deres traditionelle aymara-skørter og bowlerhat.

Tjenerne gik med jævne mellemrum gennem de to dansende rækker og bød på appelsinjuice-shots, og brudeparret dansede storsmilende med hinanden, når de ikke lige skulle hen og tage imod flere gæster.

Og sådan fortsatte festen vist egentlig resten af aftenen…

Svanekarret med masser af konfetti til brudparret

Gæsterne gør entré

Mig sammen med de glade nygifte og madrinaen Silvia, der har en virkelig
flot pollera (den traditionelle aymara-kjole) på i dagens festlige anledning.

Invitation: Til Ulla med amigos y amigas...