Farvel feltarbejde

Det er blevet tid til at pakke felt-notesblokken sammen – ligesom mit hjem i La Paz, som for et par dage siden blev reduceret til en rygsæk. Små fire måneders feltarbejde i El Alto, La Paz og omegn er ved at være forbi.

Det har været en fantastisk oplevelse at være her, komme tæt på en masse spændende projekter og politiske processer, og især at lære kvinderne i El Alto at kende. Jeg er imponeret over deres energi og tro på, at de kan forandre verden.  Jeg tror, der er mange utopiske politiske ideer i Bolivia, men som folk her selv siger, så kommer det hele jo ikke på en gang – de må skabe forandringerne skridt for skridt.

Er jeg så blevet klogere på, hvad demokrati er for en størrelse, set med bolivianske øjne? Det håber jeg! Jeg er i hvert fald blevet en masse oplevelser, informationer og indtryk rigere, og jeg glæder mig til at komme hjem og arbejde videre med det data, jeg har indsamlet.

Som vi har talt meget om på antropologistudiet, så fylder feltarbejde én med følelsen af, at man altid kan komme et spadestik dybere – der er altid én person mere, man kan interviewe, én organisation mere, man kan besøge, én demonstration mere, man kan følge… alt er data, og man kan desværre ikke få alting med!

Der er ingen tvivl om, at jeg godt kunne tænke mig at vende tilbage til Bolivia og blive endnu klogere på alle de forandringsprocesser, der bobler løs i den plurinationale gryde.

Men først står den på noget helt andet: En måneds kæresteferie, hvor Bolivias højlandskultur og den caribiske kyst i Venezuela skal udforskes. Det bliver skønt!!

Farvel for denne gang, feltarbejde. Vi ses på den anden side.

Ansvaret overdrages

Det er anden gang, jeg er med på besøg i Maclovias landsby. Men i dag er der fest; ansvaret for at styre landsbyen bliver officielt overdraget til et nyt hold ledere, som skal sikre lokalsamfundet fremgang de kommende to år.

Køreturen derud foregår i en bus sammen med et helt festorkester – deriblandt Maclovias søn – og undervejs samler vi nogle passagerer op, som får lov at sidde i midtergangen mellem stortrommer og andet festudstyr. Vi bliver nødt til at køre en omvej ad mudrede jordhulleveje, da der er blokade ved en af de større byer, vi egentlig skulle forbi.

I landsbyen stiller det nye og de gamle hold ledere op på to rækker foran hinanden. De bliver holdt tale om hvordan landsbyen har udviklet sig, takket være den store frivillige indsats fra lederne, og hvordan generationer af ’autoriteter’ (ledere) med stolthed kan se tilbage på, hvad byen i dag har opnået. Maclovia har været ansvarlig for et drikkevandsprojekt, hvor de er ved at få installeret vand i alle landsbyens huse, og hendes mand har haft ansvaret for de lokale sportsaktiviteter. Selv bor de i El Alto, to timers kørsel derfra, men deres forældre og slægtninge bo i landsbyen, og derfor er de forpligtet til at tage ansvar for de opgaver, der er i det lille lokalsamfund. Maclovia og hendes mand tager deres kappe og poncho, og stofbylterne de har på ryggen, af, og overdrager symbolsk udstyret til et nyt lederpar, der overtager de ansvarsfulde poster.

Bagefter er der udveksling af gaver. Maclovia har forberedt små poser med mad og en form for farvede popcorn, som de deler ud, når folk kommer hen til deres bord for at ønske tillykke. Der bliver klipset bolivianos-sedler på hendes kappe, og hun får en masse runde brød om halsen som tak for sin gode indsats. Brødene bliver givet og taget af igen, i én uendelighed. Der bliver også hængt store dyner og tæpper og en spand om halsen på hende, og så får ægteparret foræret to store fisk af brød, som skal sikre, at der kommer masser af regn til byen. Festorkestrene – der er to af slagsen, som dyster fra hver sin side af landsbypladsen – spiller op til dans, og Maclovia og de andre cholitas svinger deres mange skørter.

Hun er glad, og hun er lettet: To års hårdt arbejde er overstået, og nu kan hun endelig slappe lidt af, og komme i gang med nogle af de andre ting, hun drømmer om. Maclovia vi gerne arbejde for en radiostation og tage ud og fortælle om de ting, der sker i landsbyerne i hendes område.

Men først er der tid til at feste!

Senere, da det er blevet mørkt og koldt, danser jeg med det halve af landsbyen ud af en jordvej. Maclovias svigersøster svinger mig rundt, og jeg hiver efter vejret i den tynde luft. I hælende har vi et 13 mand stort dansende og lettere beruset blæseorkester, der spiller skingre morenada og cumbia hits. Fantastiske Bolivia!

En stor dag

Én efter én bliver kvinderne – og de mænd, der har deltaget i kurset – kaldt op på scenen. Men håndtryk og kindkys modtager de et diplom med deres navn, samt organisationens og et af La Paz’ universiteters logoer, som bevis på at de nu er uddannet i politisk ledelse og fortalervirksomhed.

Direktøren Alicia hænger en lyslilla roset med en lille hilsen om halsen på kvinderne, og de poserer til fotografering.

Det er en stor dag! Jeg har i alt fulgt kvinderne i 3 ½ måned nu, og ved, at mange af dem kun har gået få år i skole, og har svært ved at læse og skrive. Nogle af dem har slet ikke lært det. At få en uddannelse – et diplom – fra universitetet er noget, mange af dem aldrig har turdet drømme om, så derfor er de tydeligvis rørte, da de står på universitetets scene midt i La Paz. Jeg bliver også lidt rørt – for de er virkelig nogle seje kvinder, med masser af energi, selvtillid og visioner om at ændre samfundet. Der bliver holdt taler og sagt store ord, om kvinders og indianske folks indflydelse på Bolivias politik, og om at alle muligheder ligger åbne, man skal bare turde tro på det og følge sine mål. Jeg håber, nogle af kvindernes drømme lykkes!

Organisationen fra El Alto samarbejder med universitet for at sikre at kursets indhold er af en høj kvalitet, og som direktøren Alicia siger, så er det også meget værd for kvinderne at kunne vise et diplom fra en anerkendt uddannelsesinstitution, hvis de f.eks. ønsker at stille op til politisk valg (på lokalt eller nationalt plan). Kurset består af syv moduler af tre dage, og derudover er der en række eksamener og krav om at kvinderne videreformidler det, de har lært, i deres lokalsamfund. Måske svarer kursernes indhold lidt til det, man kan lære på Folkeuniversitetet derhjemme.

Efter den højtidelige dimission er der fotografering foran universitetet, og kvinderne myldrer rundt. Alle vil have taget et billede sammen med mig, hiver og slider i mig. Det er min sidste rigtige dag på feltarbejde, og egentlig skulle jeg jo sige pænt farvel, men alting ender i stedet i lidt af et kaos af konfetti, blomster, diplomer, billeder, gruppeopstillinger, email-adresser, invitationer, gaver og giftetilbud. Og pludselig er de alle væk.

Jeg trisser ned til en bus sammen med to af kvinderne, der snakker løs – de er glade, stolte og lettede. Men samtidig har de også travlt: de skal hjem og hente børn, og så på markedet og tjene penge i de sidste dage op til jul. Der er ikke meget tid til at hvile på laurbærene i Bolivia.

Ventetid

En af hagerne ved at lave feltarbejde er, at der går utrolig meget tid med ingenting. Tid med at finde ud af, hvem du kan tale med, om de nu også gider tale med dig, hvornår de har tid. Tid med at forsøge at få fat på folk. Telefoner der er slukkede, telefoner der er uden for mobilnettets rækkevidde, telefoner der ikke har mere batteri eller taletid. Glæden er derfor stor, når en aftale falder på plads. Skuffelsen er tilsvarende, når du (endnu en gang) bliver brændt af.

I Danmark er en aftale en aftale. Det er den også i Bolivia – men der er så mange ting, der kan komme i vejen, og som pludselig er vigtigere end aftalen. Og det er ikke altid, folk liiige husker at fortælle dig det.

En anden ting er forståelsen af tid. Nu har jeg ikke altid selv været kendt blandt venner for at være den mest punktlige person i verden, når det kommer til aftaler. Men +/- 10 minutter plejer at gå fint. I Bolivia er det anderledes. Jeg plejer at vente en halv time, før jeg ringer og spørger den jeg har en aftale med, hvor han eller hun bliver af. Svaret kan lyde (som i fredags): ”Tusind undskyld, søster, men jeg skal lige nå i banken, håber det er okay, por favor” – så går der i hvert fald en time mere, eller (som i dag): ”Jajaja, jeg er på vej! Bliv hvor du er, vent på mig, jeg henter dig inden for 20 minutter” – og når du så ringer igen efter tre kvarter, så er de næsten-lige-ved-at-være-på-vej til at starte bilen…

Nåmen, så er der jo til gengæld tid til at lave en masse ingenting. I dag kiggede jeg for eksempel på, hvordan syv unge soldater, der egentlig skulle forestille at trimme vejkanten, fik en time til at gå med at svinge med deres macheter, klippe lidt i en busk med en sløv saks, spille volleyball over et hegn, drikke sodavand, og holde øje med mig. Hvordan en højtbelagt minibus tabte en stabel plastikstole henover vejen og spærrede for al trafikken. Og hvordan en lille pige fik foræret en pippende brun kylling af en lidt større pige, der solgte sodavand i sodavandsbutikken. Faktisk sker der masser af ingenting, sådan en eftermiddagsstund lidt ude på landet!

Og når en aftale så virkelig lykkes, når folk dukker op, og der endda – som i dag – faktisk også kommer et rigtig godt interview ud af mødet, så kommer man jo heldigvis igen i tanker om, at feltarbejde faktisk er rigtig fedt!

Læs mere...

Jeg har da i øvrigt glemt at skrive, at man også kan læse lidt om mit feltarbejdsprojekt og en masse andre spændende antropologiske projekter på Moesgaard Museums fine nye hjemmeside...

Drikkevand og indflydelse

Vi kører gennem det smukke Andes-højland, mod det yderste hjørne af La Paz provinsen. Passerer får og lamaer, knoldede bjerge, stenbrud, tørt græs og mudrede småfloder. I horisonten hænger nogle truende sorte skyer.

Vejen, som ind i mellem er ganske off road, fører ud til Maclovias landsby. Hun er en ’autoritet’ – dvs. besidder en traditionel lederpost – i et lille lokalsamfund. Jeg kender Maclovia fra organisationerne i El Alto. Dagens tur går ud for at se til landsbyens vandprojekt, som hun er ansvarlig for.

I dag er der kun nogle spredte vandpumper ved byen (der består af omkring 50 husstande, samt nogle spredte små landbrugsejendomme), og en af pumperne er næsten tørret ud. Vandet i en lille flod, som løber gennem det rå bjerglandskab, er salt. Derfor er det en ret stor ting, at der for nylig er fundet en kilde med friskt, rent drikkevand i bjergene nogle kilometer fra landsbyen.

Da vi ankommer, er en lille håndfuld lokale i gang med at grave render, gøre klar til at lægge ledninger og de har støbt fundamentet til en vandbeholder, der kan opsamle de liter vand, der hele tiden pibler frem fra kilden.

Maclovia har ikke selv boet i landsbyen siden hun var barn. Men hendes gamle forældre bor stadig på familiens landsted, og derfor har hun ifølge det traditionelle system pligt til at bidrage til udviklingen og ledelsen af det lille lokalsamfund. Hun er valgt som ’autoritet’ for en periode på to år – en ulønnet men ærefuld post – og selvom det er med stolthed, hun viser sin landsby og dens projekter frem (ud over vandforsyningen, drejer det sig om noget vævning og planer om at starte et lille mejeri med yoghurt- og osteproduktion) lægger hun ikke skjul på, at det bliver en stor lettelse for hende, når perioden udløber om kort tid:

Som en af lokalsamfundets første kvindelige ledere, har det ind i mellem været en hård kamp for Maclovia at få mændene til at lytte til, hvad hun har at sige, og overhovedet at få adgang til landsbyautoriteternes møder. Men hun ved, at det er hendes ret og pligt at bidrage til landsbyens udvikling, og hun har fået selvtillid og mod på kurserne i El Alto. Og derfor vil hun ikke give op, siger hun, for kvinderne kan skabe store forandringer.

Da vi kører tilbage ad de smukke bjergveje, kommer vi igennem en voldsom, lokal regn- og haglbyge. Vi har hele tiden kunnet se, hvordan en kraftig regn har bevæget sig gennem bjergene, og jeg er glad for, at vi har selv udgået den. Men Maclovia beder en lille bøn om, at regnen vil bevæge sig op til hendes tørre landsby og fylde kilden i bjergene op med masser af frisk vand.

Vand er liv - og en mangelvare på disse kanter.

Maclovia får en snak med nogle af de lokale mænd, der er ved at lægge vandrør...

Græssende køer og får i Andesbjergene

Maclovia med sin familie foran landsbyens kirke

Hvordan man uddanner aymara-ledere

Uddannelsen af kvindelige aymara-ledere i El Alto er lidt af et ideologisk projekt.

Den NGO (ikke-statslige organisation), jeg især besøger, har arbejdet for at forbedre kvindernes muligheder for at få mere indflydelse i deres egne lokalsamfund og i politik igennem 22 år. Og ifølge la directora, er der sket kæmpestore forbedringer. Da hun (som en af de få aymara-kvinder) gik på universitetet i 1980'erne, måtte hun skille sig af med sin pollera-kjole, og alligevel oplevede hun dagligt diskrimination. I dag er der indianske kvinder, der er blevet valgt ind i parlamentet, og mange flere kvinder har fået en uddannelse.

- Det handler i høj grad om at give kvinderne viden og værktøjer til at turde tale i det offentlige rum og få indflydelse. De vokser og får selvtillid, når de lærer. Der er kvinder, som var generte og analfabeter, da vi mødte dem første gang. I dag er de dygtige ledere!

Flere og flere indianske kvinder efterspørger at lære om deres egne rettigheder og muligheder. De vil have mere at skulle have sagt.

Organisationen har bl.a. et uddannelsesprogram i politisk ledelse for aymara-kvinder. Det er ikke nødvendigvis fordi kvinderne vil være politikere, men de ønsker at få indflydelse og forbedre forholdene i de landsbyer, de kommer fra.

En weekend om måneden mødes de i El Alto, og lærer om temaer som menneskerettigheder, kvinders rettigheder, aymara-folkets kultur og historie, ligestilling, hvordan man organiserer sig, ledelsesteknik etc.

En typisk dag kan f.eks. se sådan her ud:



Nogle af dagens deltagere bliver inviteret til at åbne kurset med et par
velkomst-ord. Det foregår som oftest på en god blanding af spansk og aymara.

Der er undervisning i hvordan man arbejder med projekter. Kvinderne lytter og diskuterer ivrigt med. Pisken, nogle af dem bærer over skulderen, viser, at de er autoriteter i deres lokalsamfund.



Frokostpause. Der er en lang kø til køkkenet, som serverer ch'airo (en særlig suppe
med frysetørrede kartofler), ris og linser. I pauserne er der god tid til hyggesnak!

 

Om eftermiddagen er der gruppearbejde. Først vælger kvinderne en præsident og en
sekretær. Der er selvfølgelig coca på bordet (som man tygger for at få mere energi).



Kvinderne skal øve sig i at udforme et projekt. De beslutter sig for,
at det skal handle om at få rent drikkevand til en af deres landsbyer.

Gruppearbejde kræver lidt tålmodighed - men det kender vi jo også derhjemme...

De yngste deltagere er vist mere optaget af at snakke om drenge og sende sms'er!

Bryllup på boliviansk

Sidste lørdag var jeg til bryllupsfest hos Virginia og Gustavo i El Alto. Jeg havde godt nok aldrig mødt dem før, men en fælles veninde havde inviteret mig – og opfordret mig til også at invitere mine veninder: for et stort bryllup er et godt bryllup.

På invitationen, der var foldet i guldpapir og havde form som en gave, stod der, at festen begyndte kl. 16.30. Da vi ankom – fem gringas og min veninde Rosmery fra El Alto – kl. lidt over fem, var der ikke en sjæl i den oppyntede festsal. Der hang ranker med røde og hvide balloner på væggene, og stolene var pyntet med hvidt stof og store røde tyl-sløjfer. DJ’en spillede op fra en balkon, og en masse tjenere vimsede rundt og rettede på bordene og lavede drinks.

Vi købte en bryllupsgave i en dertil indrettet bod foran festlokalet, og efter ca. en time dukkede brudeparret og deres nærmeste familie op. Det klassiske bryllups-tema spillede, da den hvide brud og hendes gom trådte ind i lokalet, og der blev kastet med konfetti og tændt op i sæbeboblemaskinen. Parret dansede i det halvtomme festlokale, først med hinanden, og derefter med forældrene.

Helt omvendt af den danske tradition, hvor brudevalsen bliver gemt til sidst.



Virginia og Gustavos brudevals



Egentlig skete der ikke så meget de næste par timer. Der var velkomstdrink og en lille tale, og ellers sad vi få gæster ved bordene og fik lidt at spise og drikke. Og så begyndte folk at dukke op.

Alle gæster skulle gøre entré med deres gaver efter en helt særlig procedure: Nogle havde medbragt kasser med øl som gave. Det blev alt sammen omhyggeligt noteret af en kvinde ved indgangen.

Brud, brudgom, deres forældre og madrinaen, som havde sponsoreret bryllupskagen, stod på en række foran indgangen. Vi fik en ekstra håndfuld konfetti, som vi dryssede i håret på festens hovedpersoner, mens vi kindkyssede og hilste på dem en efter en. Gaverne blev overrakt, og så kom der en tjener med en bakke med drinks. Vi skålede med brudparret, som opfordrede os til at bunde – først to farvestrålende drinks, så et glas med øl. Var man for langsom til at drikke ud, ”truede” tjeneren med mere øl.

Bagefter kom brudeparret, forældrene og madrinaen på en række over til os, og gav kindkys og sagde tak fordi vi var kommet til deres fest.

Og så var man ligesom i gang.

Der blev danset på to lange rækker – her i de kolde Andesbjerge er der ikke tradition for så meget fysisk kontakt som i de varmere dele af landet – hvor vi stod over for hinanden og dansede til en god blanding af morenada, cumbia og engelske 80’er-hits. Nogle gæster havde stiletter, festkjoler og jakkesæt på, andre mere almindeligt hverdagstøj, og endelig var der en del cholitaer i deres traditionelle aymara-skørter og bowlerhat.

Tjenerne gik med jævne mellemrum gennem de to dansende rækker og bød på appelsinjuice-shots, og brudeparret dansede storsmilende med hinanden, når de ikke lige skulle hen og tage imod flere gæster.

Og sådan fortsatte festen vist egentlig resten af aftenen…

Svanekarret med masser af konfetti til brudparret

Gæsterne gør entré

Mig sammen med de glade nygifte og madrinaen Silvia, der har en virkelig
flot pollera (den traditionelle aymara-kjole) på i dagens festlige anledning.

Invitation: Til Ulla med amigos y amigas...

Lucha Libre og kvindehævn i El Alto

En festklædt cholita (kvinde i det traditionelle aymara tøj med mange nederdele, farvestrålende sjal og bowlerhat) gør dansende entre til temamelodien for Rambo-filmen. Hun hvirvler rundt, svinger med skørterne, poserer og flirter lidt med det hujende publikum. Så springer hun elegant op i bokseringen, og udstøder et selvsikkert kampskrig mod sin sort-og-hvid-stribede modstander. Cholitaen er nemlig wrestler og går under navnet Martha La Alteña.

Søndag var jeg til lucha libre, eller wrestling, i El Alto. Denne folkelige og bizarre udklædnings-klovnesport er særdeles populær blandt los alteños – så det skulle da opleves. Det var dog ikke mine informanter fra El Alto, men derimod mine nye bofæller (jeg er flyttet i en ny lejlighed i centrum af La Paz), der havde inviteret mig med.

Martha La Alteña klar til kamp

De to kampklare modstandere danser rundt om hinanden, tager livtag, og den stribede mandlige wrestler (skulle han forestille en undsluppet fange, eller hvad??) kaster cholitaen gennem luften. Hun lander med et brag på gulvet. Auvvvvvvvvv!! råber publikum medfølende.

De forreste rækker i sportshallen er forbeholdt turister, mens bænkene ude langs væggene er til bolivianerne. Der er to forskellige priser, så vi ”gringos” betaler godt tre gange så meget for en billet, som de lokale, der kommer ind for 12 kr. Til gengæld får vi serveret popcorn og souvenirs.

Den stribede wrestler får godt med tæsk, men pludselig slår han en kolbøtte ud af ringen, og løber over til en bod der sælger sandwich. Her griber han en metalbakke, så sandwichene flyver til alle sider, og sprinter tilbage til bokseringen og cholitaen. Han begynder at banke løs på hende med metalbakken, og den mandlige dommer er tydeligvis godt tilfreds med kampens udvikling. Da kvinden ligger ned begynder begge mænd teatralsk at sparke løs på hende: hun er jo en kvinde, hun skal ikke komme for godt i gang!

Publikum – både de lokale og turisterne – eksploderer: Der flyver halvspiste sandwich, plastikflasker og andet skrald gennem luften, akkompagneret af vrede buuuuh-råb.

Heldigvis tager cholitaen hævn – hun er jo naturligvis lidt smartere end de to mænd – og giver dommeren en ordentlig omgang bank med sandwichbakken, og jagter sin modstander rundt i manegen. Til sidst få hun ham i gulvet og modtager stående bifald fra publikum.

Hele showet var selvfølgelig helt overdrevet langt (i løbet af 3½ time blev vi bl.a. præsenteret for ulvemanden, skelettet, den tykke mand i stram glinsende gymnastikdragt, flere aggressive cholitaer og ikke mindst: en større opvisning i kreativ hustruvold). Der var fyrværkeri og lyserøde røgskyer, 80er-hits, trækasser der blev smadret, og wrestlere, der landede på skødet af publikum.

Men det sjoveste var nok at opleve, hvordan ”de lokale” gik op i kampen med liv og sjæl.

Ovenpå en kursusweekend (i en af de aymara-organisationer, jeg besøger) om kvinders rettigheder i forhold til psykisk, fysisk og seksuel vold, hvor jeg havde set flere kvinder græde stille under oplæggene, gjorde det indtryk at se, hvordan cholita-wrestlerne bliver tiljublet som helte, når de får hævn over de voldelige mænd.

For faktisk var der mange "ægte" cholitaer på tilskuerrækkerne.

I får også lige et par glimt fra de øvrige kampe:

Fugleskræmsel-wrestler har overtaget...

Denne kamp havde mest af alt karakter af blodig hustruvold!

Skelet-wrestleren var også en ret så sej danser...

Cocablade og spådomme

Den anden dag var jeg med en af kvinderne, jeg har mødt på et kursus i politisk ledelse, på besøg hos en spåmand.

- Du kender godt cocabladene, ikke? sagde hun, da vi mødtes i El Alto. Dem, som vi altid tygger på kurset for at få mere energi, og for at vise Moder Jord vores respekt. Og som man bruger til at lave coca-te. Jeg vil gerne have, at du skal opleve hvilken kraft de her blade har! De er hellige, og en dygtig yatiri kan læse fremtiden ved hjælp af cocablade.

Vi gik gennem nogle markedsgader og kom ind på en støvet jordvej, hvor der brændte små sødligt duftende offerbål foran skurene på begge sider af vejen. Foran flere af dørene hang der skilte med budskaber om, at her kunne man få en åndelig konsultation.

Ved en lille plads med en Kristus-statue standsede vi op, og min veninde spurgte efter Don Pedro.

Vi blev vist ind i et lillebitte rum/skur, hvor vi satte os på en bænk med et fåreskind. På væggene hang der små farvestrålende billeder af Jesus og en stor aymara-kalender med billeder af en række historiske folkehelte. Så dukkede Don Pedro, der var yatiri eller spåmand, op: En ældre mand i læderjakke og strikket hue med øreklapper.

Min veninde betalte ham 5 bolivianos, som han stak ind under et stykke vævet stof, mens hun forklarede, at vi var der på vegne af hendes veninde. Hun havde haft nogle drømme, som hun ikke kunne tyde, og da veninden befandt sig i en anden by, sendte hun os.

Spåmanden nikkede indforstået, lagde hænderne på stofstykket og sagde flere gange: I helligåndens navn, efterfulgt af en remse på aymara. Derefter åbnede han sit stofstykke, som var fyldt med tørrede cocablade, lagde de 5 bolivianos på en række og et lille krucifiks ovenpå. Seks cocablade blev lagt op på to rækker. Min veninde spurgte, på vegne af sin veninde, om en person ved navn Ramiro ville dukke op til en bryllupsfest, vi skulle til et par dage senere. Spåmanden kastede en håndfuld af bladene, et efter et, og ud fra det mønster bladene dannede, kunne han forudsige, at denne Ramiro sandsynligvis ikke kom.

Ligeledes kunne yatirien ved hjælp af sine cocablade bl.a. fortælle, at venindens sygdom, som hun var blevet opereret for, var helt kureret. At hendes far ville kunne hjælpe hende med at betale en stor udgift, der ventede forude. Og at det ville være en god idé, hvis min veninde forærede brudeparret noget tøj, i forbindelse med det forestående bryllup.

Så var sessionen forbi. Min veninde spurgte, om jeg ville spås, men jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle spørge Don Pedro om. Den kloge, gamle mand pakkede sit stofstykke sammen, gabte, og lod os forstå at vi kunne gå.

Bagefter udspurgte jeg min veninde om, hvad der var sket i det lille skur. Hun fortalte, at hun selv jævnligt konsulterer Don Pedro, når hun står foran nogle vigtige beslutninger. Der findes masser af yatirier, men det er ikke dem alle sammen, der kan finde ud af at spå, eller siger sandheden, sagde hun. Når man har fundet én, der ved hvad han taler om, er det med at holde fast i og bevare et godt forhold til ham.

Jeg har desværre ingen billeder fra den lille session.

Det må blive næste gang, ojala.

Valgnederlag

Jeg skylder vist en opdatering på søndagens valg?

Regeringens intention om at demokratisere Bolivias retssystem ser ikke ud til at være særligt vellykket. Ifølge flere avisoverskrifter (stemmerne er endnu ikke gjort endeligt op) deltog under 40 % af bolivianerne i landets første justitsvalg med gyldigt afkrydsede stemmesedler.

Omkring 15 % stemte blankt og over 45 % havde stemt ”NULO”, dvs. streget kandidaterne over i protest mod valget.

På trods af dette resultat, gælder summen af de gyldige stemmer.

Præsidenten ønskede landet tillykke med valget og den høje stemmeprocent, men alle, jeg har talt med, ser valgresultatet som et nederlag for Evo Morales. Da kun få rigtigt have forstået, hvad valget gik ud på, endte afstemningen nemlig med at have karakter af en meningsmåling: for eller imod Evo.

Yara får udleveret sin stemmeseddel

Jeg var med min værts-familie oppe at stemme på den lokale skole. Solen brændte, stemningen var afslappet, og køerne til valgbordene var overraskende nok ikke længere, end de ville have været hjemme i DK.

- Man kan tydeligt se, hvordan tiderne har skiftet, forklarede min værts-mor Yara, da hun stod med stemmesedlen i hånden. For ti år siden ville en stor del af kandidaterne have været her fra Zona Sur (hvor La Paz’ højere middelklasse bor), men nu kender jeg ikke én eneste af dem.

Det var i øvrigt en meget stille og rolig dag, for valgdage i Bolivia er bilfrie dage – en tradition der skal hindre folks mobilitet og dermed valgsnyd – så vi kunne ikke lave så meget andet end at hygge med familien herhjemme.

I morgen har TIPNIS-marchen (se tidligere blog-indlæg) meldt sin ankomst til La Paz. Protest-marchen og dens tusindvis af støtter, er ligesom valget en indikator på, at den tidligere så populære præsident for tiden står over for en række store udfordringer.

Det demokratiske retsvæsen?

På søndag er der justitsvalg i Bolivia. Det vil sige, at folket skal vælge dommere til landets domstole og forfatningsdomstolen.

Regeringen er stolt af, at der med valget bliver skrevet historie i Bolivia – der er stort fokus på, at det er første gang et sådant valg finder sted i Sydamerika. Jeg har heller aldrig hørt om lignende tilfælde andre steder i verden.

På de statslige tv-kanaler har der kørt kampagner, hvor to indianske kvinder smilende fortæller hinanden, at Bolivia nu er ved at blive endnu mere demokratisk, fordi folket får større direkte indflydelse: ”Der er også oprindelige folk blandt kandidaterne til valget. Vi er alle sammen lige, vi har alle de samme muligheder”.
Og der er konstant tv-spots med: ”Husk nu at stemme den 16. oktober”.

"Vi demokratiserer retsvæsnet. Vi skriver historie."

"Ingen skal bestemme for dig. Stem og vælg!"

Det er lovpligtigt at stemme, hvis man udebliver får man en bøde.

Upartisk eller uforståeligt

Et stort dilemma er, at det er forbudt for kandidaterne at føre valgkamp. Til et valg-informationsmøde, jeg var med til, blev det forklaret, at hverken kandidaterne selv, medierne eller de politiske partier må lave propaganda, fordi det ikke er et politisk valg. Kandidaterne skal vælges ud fra deres kvalifikationer – som er beskrevet med ca. 20 linjer i et gratis valghæfte.
- Det juridiske organ skal være uafhængigt og transparent, I må læse informationerne og beslutte, hvem I mener, kan varetage opgaven upartisk og uafhængigt, som informationsmedarbejderne sagde.

Men den manglende valgkamp betyder at ingen, jeg har talt med, forstår valget. Hvad skal de stemme om, på hvem og hvorfor?

Til et møde for kvindelige ledere i tirsdags, begyndte de, jeg sad sammen med, at finde valghæfte og stemmesedler frem. De bladrede hurtigt hæftet igennem, og fandt de kandidater, der kommer fra La Paz regionen. Herefter valgte de mændene fra, og satte de fem mulige kryds ved kvindelige kandidater på stemmesedlen:
- Vi skal stemme på kvinderne, kvinderne skal have mere indflydelse. Og det skal være dem fra vores egen region, de kan repræsentere os, sagde en af dem. Hun vidste ikke, hvad disse kvinders kvalifikationer som dommere var, men hun var enig med sine side-kammerater om, at det lokale/etniske repræsentantskab var vigtigt. Kvinderne blev også enige om, at det er deres pligt som ledere at gå rundt i lokalsamfundet og banke på, og fortælle naboerne, at de skal sætte deres kryds ved disse kandidater på søndag:
- For folk aner jo ikke, hvad det handler om, og hvad de skal gøre.

I centrum af La Paz: Egentlig er det forbudt at føre valgkamp.
Men en Aymara-kvinde kan gemme mange ting i bowlerhatten...

Rygter og sandheder
Det har ikke været muligt for mig at finde ud af, hvordan de 74 kandidater er blevet udvalgt. Rygtet siger, at 90% af dem er medlemmer af regeringspartiet MAS (Movimiento al Socialismo), men det står der ikke noget om i valghæftet. Min værts-far sagde den anden dag:
- Hvis det her valg bliver gennemført, og dommerne er i lommen på regeringen, så tror jeg virkelig ikke, jeg kan betegne Bolivia som et demokrati længere.

Oppositionen har ført en stor kampagne for, at folk skal stemme NEJ (dvs. ikke stemme blank, men skrive NEJ hen over stemmesedlen. Hvis tilstrækkeligt mange bolivianere gør det, vil valget blive annulleret). Hvad der er rygter, og hvad der er fakta, er en jungle at finde ud af. Enhver har sin egen version af sandheden, virker det til. 

Det bliver spændende at se, hvad der sker på søndag!

Valghæfte, afkrydsede stemmesedler og "stem NEJ kampagne"

TIPNIS 2: Gadens demokrati

I dag skulle jeg have været til med til en international konference, Kvinder i Dialog.

- Vi har valgt at aflyse konferencen. Med gårsdagens tragiske hændelser i TIPNIS, kan vi ikke holde seminarer om dialog, etnicitet og demokrati, sagde en af de bolivianske arrangører med dirrende stemme fra talerstolen.

Flere kvinder i salen græd. Jeg havde kort hørt, at der om aftenen havde været sammenstød mellem politiet og de marcherende fra TIPNIS, men vidste ikke helt, hvad der var sket.

- Søstre! I 2003 sagde vi: ikke flere døde! I demokratiets navn – lad os alle deltage i den demonstration, der er i La Paz i dag, lød det fra en kraftig kvinde.

Salen klappede. Vamos – lad os se at komme af sted.

Tomater og børnemord

Jeg fulgtes med Ana, min venindes mor, til demonstrationen. Der må have været tusindvis af mennesker i gaderne i La Paz’ centrum. Op ad de stejle gader snoede sig unge og gamle med bolivianske flag, plakater, megafoner og hjemmeskrevne slagord:

- Evo decías, que todo cambiaría – mentira, mentira – las mismas tonterias! (frit oversat: Evo, du sagde, at du ville forandre det hele – det er løgn, løgn – det er stadig det samme bras!)

- No se mata niños, caramba! No se mata niños, caramba! (Man dræber ikke børn!)

- Soya y coca – el TIPNIS no se toca! (Soya og coca – rør ikke ved TIPNIS!)

Demonstranterne forsøgte at komme frem til regeringsbygningen og præsidentpaladset, men gaderne ind til Plaza Murillo var blokeret af kampklædte politifolk.

- Mordere! Mordere! Var der folk der råbte efter dem, og kastede med sten, tomater, og en form for kanonslag. Flere havde taget tørklæder op for ansigtet, i tilfælde af at politiet skulle bruge tåregas. Det gjorde de nu ikke. Marchen fortsatte rundt om de afspærrede gader.

- Det her er, hvad vi kalder gadens demokrati, sagde Ana. Jeg kunne ikke helt greje, om det mest var træthed eller stolthed, jeg hørte i hendes stemme.

Ny dialog?

Da jeg kom hjem fandt jeg på hjemmesider og i tv frem til, at en styrke på 500 politifolk på ordre fra regeringen brutalt havde arresteret en stor del af deltagerne i TIPNIS-marchen. Mange flygtede ud i den tætte jungle, og flere børn er forsvundet. Jeg tror ikke, man med sikkerhed ved, om der er døde iblandt.

Bolivias justitsminister har i protest taget sin afsked. Evo Morales skulle til aften have undskyldt situationen, og åbnet op for ny dialog om opførelsen af hovedvejen mellem Cochabamba og Amazonas.

Et par billeder fra demonstrationen: 

TIPNIS 1: Indfødt mod indfødt

Siden jeg ankom til Bolivia den 29. august, har et af de helt store samtaleemner været TIPNIS.

I midten af august begyndte nogle hundrede oprindelige folk en protest-march mod anlæggelsen af en hovedvej fra Cochabamba i Bolivias højland til San Ignacio de Moxos i Amazonas.

Vejen er planlagt til at gå igennem en ellers fredet nationalpark (TIPNIS: El Territorio Indígena y Parque Nacional Isiboro Sécure), som er hjemsted for en række oprindelige folk, der stadig lever et forholdsvis isoleret og traditionelt liv.

Udvikling eller udnyttelse?

Ifølge Bolivias regering, er vejen afgørende for en bedre national integration af svært tilgængelige områder i det frodige lavland, og for landets økonomiske udvikling, da Cochabamba har gode veje til de øvrige byer i Andes-regionen, samt havnebyer i Chile og Peru. Vejen bliver bygget og betalt af Brasilien, der også har økonomiske interesser i en bedre infrastruktur gennem Amazonas.

Deltagerne i protest-marchen, som har sat sig for at vandre næsten 500 km til La Paz, har et helt andet syn på vejanlæggelsen: Ud over at de demonstrerer mod ødelæggelsen af forfædrenes land, regnskovens liv og Pacha Mama (Moder Jord), hævder de, at højlands-bønder langs vejen ulovligt vil tage ny landbrugsjord i brug, og dyrke coca der ødelægger områdets økosystem.

Der er allerede i dag mange indianere fra højlandet, der har slået sig ned som bønder i lavlandet. De er naturligvis fortalere for den nye hovedvej og dens muligheder, og en gruppe af dem forsøger at blokere for protest-marchen.

Folkets mand

Hele den komplicerede sag har sat et stort spørgsmålstegn ved Evo Morales troværdighed. Han kom til magten som en mand af folket – Aymara-indianer, bonde og fortaler for oprindelige folks rettigheder og beskyttelsen af Moder Jord.

Men hvad vil det egentlig sige at tale de indfødte eller oprindelige folks sag i et land med over 30 etniske befolkningsgrupper?

Med TIPNIS har præsidenten klart valgt side – højlandsindianernes. Og dét er upopulært i brede kredse.

Fredelig demonstration ved San Francisco kirken i La Paz den 23.09.11:
Forskellige indianske organisationer viser deres støtte til TIPNIS-marchen

"TIPNIS er liv!!!"

Cha'lla - sukkerfigurer bliver ofret med ønsket om en succesfuld march.

Følg evt. med i sagen på TIPNIS’ hjemmeside: www.isiborosecure.com

Her bor jeg

Her får I udsigten fra mit værelse:



Jeg bor hos Yara og Ramiro i et stort flot hus i det sydlige La Paz.

De tilhører den velstillede mestiz middelklasse og bor i et område, der ligger lidt lavere end det øvrige La Paz (3600 meter over havet) og dermed har et lidt mere lunt og venligt klima. Zona Sur er fyldt med fine villaer og byggepladser, butikker og cafeer, og adskiller sig klart fra det kaotiske, osende og noget forfaldne centrum, som til gengæld har mere liv og charme.

I huset bor også døtrene Yara og Neva, som begge er i 20erne, og en amerikansk udvekslingsstuderende, Bridget. Alle i familien er rigtig søde, engagerede og hjælpsomme, jeg har virkelig været heldig!

Jeg skal dog lige vænne mig til at være blevet en del af et boliviansk hjem – fx. at have en værts-mor, der ringer og er bekymret, hvis jeg kommer sent hjem eller er i en ’farlig’ bydel, og som smører madpakke og spørger flere gange dagligt, om jeg er sulten. Yara har arbejdet i udviklingssektoren i mange år, men nu er hun pensioneret og har dedikeret sin tid til at passe huset, familien og lære at lave mad:

Hver dag til frokost bliver der serveret tre retters menu. Supper af quinoa og grøntsager, som jeg aldrig har set før, friturestegt banandej fyldt med hakket kød, ørred fra Titicaca-søen, kartofler i alle afskygninger – små og store, lilla og brune, søde og melede eller frysetørrede og kogte – kylling stegt i cola og chili, lækre frugter og blævrende grøn jelly…

En søndag hvor Yara, Ramiro (tv.) og en ven griller chorizos - og ko-yver...

Ramiro og Yara er rygende uenige, når det kommer til politik, og det er et yndlings-diskussionsemne i huset. Han kommer fra lavlandet (hvor oppositionen er stærk) og hun fra La Paz (hvor Evo Morales har fået flest stemmer), hvilket virker til at præge deres syn på Bolivias aktuelle situation.

Det er ret sjovt at spørge dem om de demonstrationer og konfrontationer, vi ser sammen i tv, og så få to helt forskellige forklaringer på, hvordan tingene hænger sammen: Er Bolivia et levende demokrati, eller er det ren anarki?

Velkommen til!

Så har jeg en blog! Simpelthen.

Med krydsede fingre for at den bolivianske strøm- og internetforbindelse også kan holde til, at jeg får uploadet nogle blogindlæg (og ikke alt for mange gange går ned med et brag, når jeg skal til at trykke send – sådan som det allerede er sket med flere mails), kaster jeg mig altså ud i det: Bloggerens fagre nye verden.

Så velkommen ind på Bolivia-bloggen. Min plan er at bruge siden til at dele små og store historier om mine oplevelser og hverdagslivet i La Paz og omegn.

Jeg er på feltarbejde frem til midten af december, og kort fortalt er jeg her for at studere Bolivias demokratiske hverdagsliv. Jeg besøger blandt andet skoler, hvor indianske kvinder bliver uddannet i politiske og demokratiske rettigheder, og så studerer jeg de demonstrationer, blokader og propaganda, som findes til overflod på gader og stræder og i de nationale medier.

Jeg har allerede haft et par ufrivillige hjemmedage, fordi min bydel var blokeret af demonstranter. Og da jeg havde været her en halv dag, og sad og så en spansk tv-quiz sammen med min værts-mor, Yara, udbrød hun pludselig:

- Jeg elsker at se spansk tv! For der slipper man for alt det bolivianske propaganda-snak…

Og det er virkelig påfaldende, hvor mange politiske budskaber man konstant er omgivet af!

Som en velkomsthilsen får I derfor et billede af Bolivias – særdeles populære og upopulære – præsident, Evo Morales:

Evo Morales, den første indianske præsident i Sydamerika (2006-)

Kommenter og spørg endelig undervejs!

På gensyn – kærlig hilsen Ulla