Bolivia-bloggen: Lucha Libre og kvindehævn i El Alto

En festklædt cholita (kvinde i det traditionelle aymara tøj med mange nederdele, farvestrålende sjal og bowlerhat) gør dansende entre til temamelodien for Rambo-filmen. Hun hvirvler rundt, svinger med skørterne, poserer og flirter lidt med det hujende publikum. Så springer hun elegant op i bokseringen, og udstøder et selvsikkert kampskrig mod sin sort-og-hvid-stribede modstander. Cholitaen er nemlig wrestler og går under navnet Martha La Alteña.

Søndag var jeg til lucha libre, eller wrestling, i El Alto. Denne folkelige og bizarre udklædnings-klovnesport er særdeles populær blandt los alteños – så det skulle da opleves. Det var dog ikke mine informanter fra El Alto, men derimod mine nye bofæller (jeg er flyttet i en ny lejlighed i centrum af La Paz), der havde inviteret mig med.

Martha La Alteña klar til kamp

De to kampklare modstandere danser rundt om hinanden, tager livtag, og den stribede mandlige wrestler (skulle han forestille en undsluppet fange, eller hvad??) kaster cholitaen gennem luften. Hun lander med et brag på gulvet. Auvvvvvvvvv!! råber publikum medfølende.

De forreste rækker i sportshallen er forbeholdt turister, mens bænkene ude langs væggene er til bolivianerne. Der er to forskellige priser, så vi ”gringos” betaler godt tre gange så meget for en billet, som de lokale, der kommer ind for 12 kr. Til gengæld får vi serveret popcorn og souvenirs.

Den stribede wrestler får godt med tæsk, men pludselig slår han en kolbøtte ud af ringen, og løber over til en bod der sælger sandwich. Her griber han en metalbakke, så sandwichene flyver til alle sider, og sprinter tilbage til bokseringen og cholitaen. Han begynder at banke løs på hende med metalbakken, og den mandlige dommer er tydeligvis godt tilfreds med kampens udvikling. Da kvinden ligger ned begynder begge mænd teatralsk at sparke løs på hende: hun er jo en kvinde, hun skal ikke komme for godt i gang!

Publikum – både de lokale og turisterne – eksploderer: Der flyver halvspiste sandwich, plastikflasker og andet skrald gennem luften, akkompagneret af vrede buuuuh-råb.

Heldigvis tager cholitaen hævn – hun er jo naturligvis lidt smartere end de to mænd – og giver dommeren en ordentlig omgang bank med sandwichbakken, og jagter sin modstander rundt i manegen. Til sidst få hun ham i gulvet og modtager stående bifald fra publikum.

Hele showet var selvfølgelig helt overdrevet langt (i løbet af 3½ time blev vi bl.a. præsenteret for ulvemanden, skelettet, den tykke mand i stram glinsende gymnastikdragt, flere aggressive cholitaer og ikke mindst: en større opvisning i kreativ hustruvold). Der var fyrværkeri og lyserøde røgskyer, 80er-hits, trækasser der blev smadret, og wrestlere, der landede på skødet af publikum.

Men det sjoveste var nok at opleve, hvordan ”de lokale” gik op i kampen med liv og sjæl.

Ovenpå en kursusweekend (i en af de aymara-organisationer, jeg besøger) om kvinders rettigheder i forhold til psykisk, fysisk og seksuel vold, hvor jeg havde set flere kvinder græde stille under oplæggene, gjorde det indtryk at se, hvordan cholita-wrestlerne bliver tiljublet som helte, når de får hævn over de voldelige mænd.

For faktisk var der mange "ægte" cholitaer på tilskuerrækkerne.

I får også lige et par glimt fra de øvrige kampe: