mandag den 26. september 2011

TIPNIS 1: Indfødt mod indfødt

Siden jeg ankom til Bolivia den 29. august, har et af de helt store samtaleemner været TIPNIS.

I midten af august begyndte nogle hundrede oprindelige folk en protest-march mod anlæggelsen af en hovedvej fra Cochabamba i Bolivias højland til San Ignacio de Moxos i Amazonas.

Vejen er planlagt til at gå igennem en ellers fredet nationalpark (TIPNIS: El Territorio Indígena y Parque Nacional Isiboro Sécure), som er hjemsted for en række oprindelige folk, der stadig lever et forholdsvis isoleret og traditionelt liv.

Udvikling eller udnyttelse?
Ifølge Bolivias regering, er vejen afgørende for en bedre national integration af svært tilgængelige områder i det frodige lavland, og for landets økonomiske udvikling, da Cochabamba har gode veje til de øvrige byer i Andes-regionen, samt havnebyer i Chile og Peru. Vejen bliver bygget og betalt af Brasilien, der også har økonomiske interesser i en bedre infrastruktur gennem Amazonas.

Deltagerne i protest-marchen, som har sat sig for at vandre næsten 500 km til La Paz, har et helt andet syn på vejanlæggelsen: Ud over at de demonstrerer mod ødelæggelsen af forfædrenes land, regnskovens liv og Pacha Mama (Moder Jord), hævder de, at højlands-bønder langs vejen ulovligt vil tage ny landbrugsjord i brug, og dyrke coca der ødelægger områdets økosystem.

Der er allerede i dag mange indianere fra højlandet, der har slået sig ned som bønder i lavlandet. De er naturligvis fortalere for den nye hovedvej og dens muligheder, og en gruppe af dem forsøger at blokere for protest-marchen.

Folkets mand
Hele den komplicerede sag har sat et stort spørgsmålstegn ved Evo Morales troværdighed. Han kom til magten som en mand af folket – Aymara-indianer, bonde og fortaler for oprindelige folks rettigheder og beskyttelsen af Moder Jord.

Men hvad vil det egentlig sige at tale de indfødte eller oprindelige folks sag i et land med over 30 etniske befolkningsgrupper?

Med TIPNIS har præsidenten klart valgt side – højlandsindianernes. Og dét er upopulært i brede kredse.

Fredelig demonstration ved San Francisco kirken i La Paz den 23.09.11:
Forskellige indianske organisationer viser deres støtte til TIPNIS-marchen


"TIPNIS er liv!!!"


Cha'lla - sukkerfigurer bliver ofret med ønsket om en succesfuld march.

Følg evt. med i sagen på TIPNIS’ hjemmeside: www.isiborosecure.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar