onsdag den 21. december 2011

Farvel feltarbejde

Det er blevet tid til at pakke felt-notesblokken sammen – ligesom mit hjem i La Paz, som for et par dage siden blev reduceret til en rygsæk. Små fire måneders feltarbejde i El Alto, La Paz og omegn er ved at være forbi.

Det har været en fantastisk oplevelse at være her, komme tæt på en masse spændende projekter og politiske processer, og især at lære kvinderne i El Alto at kende. Jeg er imponeret over deres energi og tro på, at de kan forandre verden.  Jeg tror, der er mange utopiske politiske ideer i Bolivia, men som folk her selv siger, så kommer det hele jo ikke på en gang – de må skabe forandringerne skridt for skridt.

Er jeg så blevet klogere på, hvad demokrati er for en størrelse, set med bolivianske øjne? Det håber jeg! Jeg er i hvert fald blevet en masse oplevelser, informationer og indtryk rigere, og jeg glæder mig til at komme hjem og arbejde videre med det data, jeg har indsamlet.

Som vi har talt meget om på antropologistudiet, så fylder feltarbejde én med følelsen af, at man altid kan komme et spadestik dybere – der er altid én person mere, man kan interviewe, én organisation mere, man kan besøge, én demonstration mere, man kan følge… alt er data, og man kan desværre ikke få alting med!

Der er ingen tvivl om, at jeg godt kunne tænke mig at vende tilbage til Bolivia og blive endnu klogere på alle de forandringsprocesser, der bobler løs i den plurinationale gryde.

Men først står den på noget helt andet: En måneds kæresteferie, hvor Bolivias højlandskultur og den caribiske kyst i Venezuela skal udforskes. Det bliver skønt!!

Farvel for denne gang, feltarbejde. Vi ses på den anden side.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar