Vi kører gennem det smukke Andes-højland, mod det yderste hjørne af La Paz provinsen. Passerer får og lamaer, knoldede bjerge, stenbrud, tørt græs og mudrede småfloder. I horisonten hænger nogle truende sorte skyer.
Vejen, som ind i mellem er ganske off road, fører ud til Maclovias landsby. Hun er en ’autoritet’ – dvs. besidder en traditionel lederpost – i et lille lokalsamfund. Jeg kender Maclovia fra organisationerne i El Alto. Dagens tur går ud for at se til landsbyens vandprojekt, som hun er ansvarlig for.
I dag er der kun nogle spredte vandpumper ved byen (der består af omkring 50 husstande, samt nogle spredte små landbrugsejendomme), og en af pumperne er næsten tørret ud. Vandet i en lille flod, som løber gennem det rå bjerglandskab, er salt. Derfor er det en ret stor ting, at der for nylig er fundet en kilde med friskt, rent drikkevand i bjergene nogle kilometer fra landsbyen.
Da vi ankommer, er en lille håndfuld lokale i gang med at grave render, gøre klar til at lægge ledninger og de har støbt fundamentet til en vandbeholder, der kan opsamle de liter vand, der hele tiden pibler frem fra kilden.
Maclovia har ikke selv boet i landsbyen siden hun var barn. Men hendes gamle forældre bor stadig på familiens landsted, og derfor har hun ifølge det traditionelle system pligt til at bidrage til udviklingen og ledelsen af det lille lokalsamfund. Hun er valgt som ’autoritet’ for en periode på to år – en ulønnet men ærefuld post – og selvom det er med stolthed, hun viser sin landsby og dens projekter frem (ud over vandforsyningen, drejer det sig om noget vævning og planer om at starte et lille mejeri med yoghurt- og osteproduktion) lægger hun ikke skjul på, at det bliver en stor lettelse for hende, når perioden udløber om kort tid:
Som en af lokalsamfundets første kvindelige ledere, har det ind i mellem været en hård kamp for Maclovia at få mændene til at lytte til, hvad hun har at sige, og overhovedet at få adgang til landsbyautoriteternes møder. Men hun ved, at det er hendes ret og pligt at bidrage til landsbyens udvikling, og hun har fået selvtillid og mod på kurserne i El Alto. Og derfor vil hun ikke give op, siger hun, for kvinderne kan skabe store forandringer.
Da vi kører tilbage ad de smukke bjergveje, kommer vi igennem en voldsom, lokal regn- og haglbyge. Vi har hele tiden kunnet se, hvordan en kraftig regn har bevæget sig gennem bjergene, og jeg er glad for, at vi har selv udgået den. Men Maclovia beder en lille bøn om, at regnen vil bevæge sig op til hendes tørre landsby og fylde kilden i bjergene op med masser af frisk vand.
Vand er liv - og en mangelvare på disse kanter.
 |
| Maclovia får en snak med nogle af de lokale mænd, der er ved at lægge vandrør... |
 |
| Græssende køer og får i Andesbjergene |
 |
| Maclovia med sin familie foran landsbyens kirke |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar